Britanniametal, ældre betegnelse for tinlegeringer, oftest blot kaldet "tin", som i valset eller støbt form (kandestøbermetal) bruges til husgeråd, pyntegenstande og legetøj (tinsoldater). Før fremkomsten af billig fajance var tinservice meget almindeligt. I bl.a. England er tinsager (pewter) fortsat udbredte, og den engelske tradition afspejles i betegnelsen britanniametal. Gamle tinsager er som regel blyholdige og bliver efterhånden grå og sorte. Moderne britanniametal er blyfri tinlegeringer med 5-9% antimon og 0-2% kobber.