breve

Breve. En middagsinvitation fra Johan Ludvig Heiberg til H.C. Andersen, august 1838: Maa vi have den Fornøielse at see Dem hos os imorgen (Fredag) Middag Kl. 4. Sv. udb. Deres J.L. Heiberg. Foran adressatens navn, Hr. H.C. Andersen, står S.T., en gammel latinsk brevtitulatur, der står for salvo titulo 'med forbehold ang. titel', dvs. med udeladelse af titler. Et brev med så kortfattet et indhold bliver ofte kaldt en billet.

.

Breve, skriftlige og ofte korte meddelelser med i almindelighed en afsender og en modtager. Breve kendes fra stort set alle civilisationer og har gennem tiderne været skrevet på materialer som papyrus, lertavler, vokstavler, metalplader, potteskår, pergament, træpinde, birkebark m.m. Efterhånden er dog papir og karton blevet næsten enerådende; endvidere bliver elektronisk post stadig mere anvendt.

Historie

Skriftlige meddelelser i brevform kendes fra 1000-t. f.Kr.; i hele Nærorienten anvendtes lertavler med kileskrift til politiske og administrative formål. Egypterne, der ellers anvendte papyrus og hieroglyffer, brugte babylonisk til diplomatiske formål, skrevet på lertavler med kileskrift. Fra al-Amarna i Egypten er bevaret et stort arkiv med bl.a. diplomatisk korrespondance fra omkring 1300 f.Kr. Allerede på den tid havde breve en fast, formelagtig opbygning, og der er overleveret mønsterbøger fra det gamle Egypten.

I Europa begyndte brevskrivningen i det antikke Hellas. Der udvikledes aldrig egentlige lære- eller mønsterbøger, men de bevarede breve viser et fast mønster, der i sidste ende må gå tilbage til en undervisning, hvor man tilegnede sig brevskrivningens regler ved at efterligne anerkendte forfatteres offentliggjorte breve. Traditionen herfra blev overtaget af romerne. Blandt de kendteste breve fra antikken er Ciceros breve, Plinius d.y.s breve og brevene i Det Nye Testamente. I middelalderen byggede man videre på den antikke tradition, men udviklede tillige egentlige lærebøger i brevskrivning. Også offentliggjorte breve af middelalderlige forfattere, fx Alcuin og Abélard og i Danmark abbed Vilhelm af Æbelholt, spillede en rolle som stilmønster. De verdslige og gejstlige myndigheders skrivestuer (kancelli) var normdannende specielt med hensyn til officielle dokumenter og forretningsbreve af enhver art, de såkaldte diplomer (se også Diplomatarium Danicum). Reglerne for deres opbygning anvendtes også i vidt omfang i privatbreve. Disse synes at få stigende betydning i løbet af middelalderen, men fortrinsvis i højere sociale lag og i bybefolkningen, da læse- og skrivefærdighed endnu i mange århundreder var begrænset til en lille del af befolkningen. Den større udbredelse betød tillige, at latin måtte vige for folkesprogene både i officielle skrivelser og i privatbreve; kun blandt de lærde holdt man fast ved latin.

I 1600-t. opstod en højtudviklet fransk brevskrivning, som blev normgivende for hele Europa. Den mere udbredte skoleundervisning i 1800-t. betød en voldsom stigning i befolkningens læse- og skrivefærdighed og en tilsvarende vækst i brevmængden. Den strengt formelagtige opbygning må siges at være bevaret i forretningsbreve og skriftlige meddelelser af officiel karakter, mens privatbrevets større udbredelse har medført en stadig friere form.

Private og litterære breve

Fra den græsk-romerske oldtid er der overleveret store private, men efterredigerede brevsamlinger, fx fra Cicero og Plinius d.y. Det var også almindeligt, at filosoffer benyttede brevformen til at behandle såvel enkeltproblemer som hele problemstillinger. Sådanne breve kunne opnå samme gyldighed som mesterens mere vanskelige teoretiske traktater; eksempler er bevarede breve af Epikur og Seneca. Til denne tradition hører også apostlen Paulus' breve i NT, de tidlige kirkefædres brevsamlinger og hele den senere kristne brevlitteratur. Fra middelalderen haves egentlige brevhåndbøger, artes dictaminis 'formuleringskunsten', med modelbreve og anvisninger for tiltale, struktur m.m., regler, som kendtes og bevidst kunne brydes af dygtige stilister. I renæssancen blev brevet friere i strukturen, og emnekredsen blev udvidet bl.a. gennem personlige skildringer af dagligdags oplevelser. Ciceros brevstil imiteredes bevidst af brevkunstnere som Petrarca og Erasmus af Rotterdam. Ciceros glæde ved det fortroligt-underholdende eller det alvorligt-tænksomme brev blev søgt indbygget i renæssancens brevbøger. Erasmus' egne breve og hans brevanvisning De conscribendis epistulis (1522, Om hvorledes breve bør skrives) blev 1500-t.s europæiske modeller. Af andre antikke modeller end Cicero kan nævnes Plinius d.y.s elegante brevovervejelser mht. sæder og politik og Senecas stoiske og sentensladede Epistulae morales (Moralske breve).

Breve som private meddelelser

Breve, der er skrevet med henblik på, at kun én bestemt person skal læse dem, udgør i alle tidsaldre det største antal. Det er breve, hvis indhold er snævert bestemt af tid og sted, breve med private meddelelser, spørgsmål og rapporter fra afsender til adressat; rejsebreve, soldaterbreve, invitationer, familiebreve, børnebreve, forretningsbreve mv. Udbredelsen af almindelig skoleundervisning i 1800-t. betød en betydelig stigning i befolkningens læse- og skrivefærdighed og en tilsvarende vækst i brevmængden. Indholdet kan være af værdi for fx lokalhistorie og slægtsforskning. Oftest har brevene ingen særlig litterær kvalitet, men påkalder sig almen interesse som (mentalitets)historiske kilder.

De fleste berømtheder har skrevet private meddelelser, snævert knyttet til tid og sted. Afsenderens berømmelse bestemmer da graden af eftertidens interesse. Sættes sådanne breve ind i en personalhistorisk sammenhæng, kan deres udsagn blive vigtige brikker; da J.M. Thiele stykkede det grundlæggende værk om billedhuggeren Bertel Thorvaldsens liv sammen, gjorde han det i vid udstrækning på grundlag af de mange bevarede breve (Thorvaldsens Biographi, bd. 1-4, 1851-56).

Halvoffentlige privatbreve

Mange breve er skrevet i bevidstheden (eller håbet) om, at de ville komme flere personer end modtageren i hænde; at de ville cirkulere, blive læst højt og med tiden måske endda blive offentliggjort i bogform. Fremtrædende eksempler herpå er de mange overleverede breve udvekslet blandt jævnbyrdige venner inden for kunst, kultur og lærdom. De lærde humanisters korrespondancer på latin om studier og privatliv udgør en særlig kategori i europæisk åndshistorie, som gradvis fortsatte op gennem tiden på nationalsprogene.

Forestillingen om et ukendt publikum til det i formel forstand private brev påvirkede indholdet og de kunstneriske anstrengelser i brevskrivningen. Brevene tilrettelagdes således, at de, skønt stilet til én navngiven modtager, kunne læses med udbytte af andre, fordi form og indhold var tankevækkende, underholdende og af almenmenneskelig rækkevidde. Deres indhold var saglige diskussioner, lærde overvejelser, intime tilkendegivelser, rejsebeskrivelser og, i stigende grad og med kulmination i 1700-t., det rene ingenting. Sæbebobler, pustet op for at holdes svævende så længe som muligt. At skrive om ingenting, så det bliver underholdende for en ukendt offentlighed, kræver et rigt ordforråd, en stor kulturel referenceramme, spontanitet, veloplagt strukturering, tæthed — brevitas. At læse et sådant brev kræver det samme. Privatbreve af denne kategori nærmer sig kunststykker.

Størstedelen af de overleverede breve fra de seneste 500 år, ofte mange tusinde fra en enkelt person, er skrevet af mænd. Kvindernes rolle i brevskrivningen er imidlertid bemærkelsesværdig; der er næppe nogen anden skriftlig genre, som så mange kvinder har forsøgt sig i og er blevet taget alvorligt i. Kvinderne beherskede modersmålet, kendte mange forskellige ord for samme dagligdags ting, var vant til at udtrykke følelser om private forhold og virkede så uspolerede pga. manglende lærdom, at de havde den naturlighed, som forventedes i privatbrevet; de kunne tillade sig frimodige udtryk, samtidig med at de opfyldte det almindelige krav om blufærdighed, idet brevgenren jo netop gav sig ud for at være privat og uprætentiøs. At de fremragende kvindelige brevskrivere ikke desto mindre ofte var særdeles belæste, bevises af deres talrige skjulte eller åbenlyse litterære referencer. I 1600-t.s Frankrig blev Madame de Sévigné den store banebryder. Fra hendes hånd kendes ca. 1500 breve, der cirkulerede i afskrifter; efter hendes død i 1696 blev de trykt og udsendt i hyppige udgaver, og da var anerkendelsen af kvinderne i europæisk brevskrivningskunst slået fast. 1700-t.s brevbøger med anvisninger på det gode brev tildelte Madame de Sévigné og kvindebrevet en hovedrolle, ofte på bekostning af forbillederne Cicero og Plinius, i England således bøger af Samuel Richardson i 1741 og i Tyskland af C.F. Gellert i 1751. I Danmark prøvede Charlotta Dorothea Biehl kræfter med brevgenrens mange varianter, og Kamma Rahbek med "privat"-brevet et par generationer senere.

Fælles for halvoffentlige privatbreve er en høj grad af stilbevidsthed. Mange er skrevet af verdenslitteraturens store navne, men deres betydning for de respektive forfatterskaber varierer. I omfang og kvalitet hævder mange forfattere fra de sidste 300 år sig som store brevskrivere, fx Voltaire, Rousseau, Goethe, H.C. Andersen, H. Balzac, F. Dostojevskij, A. Strindberg, Hamsun, Karen Blixen og Thomas Mann.

Offentliggørelse af efterladte breve er ikke altid i overensstemmelse med forfatternes ønske og undertiden i modstrid med det. Franz Kafka, der ønskede sine efterladte manuskripter brændt, efterlod også afsendte breve, som efter hans død blev publiceret i flere bind. Hans brev til sin far (skrevet 1919, udg. 1952, da. 1985) og hans breve til den 14 år yngre Milena Jesenská (Briefe an Milena, skrevet 1920-22, udg. 1952, da. 1969) er usædvanlig direkte vidnesbyrd om et uafsluttet faderopgør og en uforløst lidenskabelig kærlighed.

Der er normalt særlige problemer forbundet med at offentliggøre breve, der kun er få årtier gamle. Et eksempel kan være to bind breve fra H.C. Andersen (1878) og et bind breve til H.C. Andersen (1877), som blev redigeret kort tid efter digterens død i 1875. Mange slags diskretionshensyn gjorde sig gældende i udvalget og i (stiltiende) udeladelser og forkortelser.

Det litterære brev

Ved siden af det bevidst halvoffentlige privatbrevs genre opstod en række egentlig litterære, fiktive brevgenrer. Disse breve havde opdigtede personer, temaer og adressater, nogle kunne være metriske, og nogle blev skrevet med henblik på umiddelbar publicering som litteratur. Epistlen og det moralske essay var afhandlinger i brevform. De hentede megen inspiration fra antikken, især fra Epikurs tre overleverede græske breve og fra Senecas Epistulae morales fra 1. årh. e.Kr., stilet til Lucilius, en måske fiktiv adressat. Senecas stil var fyndig, paradoksfyldt, men enkel, og hans emner var hentet fra dagligdagen. Montaigne blev mesteren (Essais, 1580; 1588), og i Danmark fastlagde Holberg genren (Moralske Tanker, 1744; Epistler, bd. 1-5, 1748-54).

Lærde breve og afhandlinger i brevform finder man på latin hos renæssancehumanisterne og op gennem 1600-t. Både litteratur, arkitektur, filosofi og religion, medicin og naturvidenskabelige emner diskuteredes i brevene, som ofte i form nærmede sig regulære afhandlinger. I Danmark repræsenteres genren i 1500- og 1600-t. af Tycho Brahe, Thomas Bartholin, Niels Stensen og Ole Worm, der alle skrev på latin.

Brevromanen, dvs. en sammenhængende fortælling fortalt i en brevvekslings form, blev i 1700-t. den følsomme og moralske prosafortællings foretrukne form og foregreb 1800-t.s psykologiske roman. Samuel Richardsons tre brevromaner Pamela (1740-42), Clarissa (1748) og Sir Charles Grandison (1753-54) delte Europa op i "pamelister" og "antipamelister" (Holberg) og fik mange efterfølgere, heriblandt Charlotta Dorothea Biehl med Brevveksling imellem fortrolige Venner i tre bind; i Frankrig Rousseau med La nouvelle Héloïse (1761) og i Tyskland fremfor alle Goethe med den epokegørende Die Leiden des jungen Werthers (1774, da. Den unge Werthers lidelser, senest udg. 1995). Genren fortsatte ind i 1900-t. Versificerede breve kendes bl.a. fra de antikke romerske digtere Horats og Ovid. Horats' brevsatirer og epistler imiteredes originalt af Francesco Petrarca og i Alexander Popes politiske brevsatirer; de skimtes også bag Jens Baggesens Skiemtsomme Riimbreve (1807) og Poetiske Epistler (1814).

Det Ovid-inspirerede heroidebrev, om den ulykkeligt forelskede heltinde, blev en meget anvendt genre i Europa i 1500-1600-t. I Danmark skrev Tycho Brahe en latinsk heroide om sin stjernekyndige søster Sophie Brahes kærlighed til alkymisten Erik Lange; på dansk blev den første originale heroide skrevet af Charlotta Dorothea Biehl i 1775 (Brev fra Waldborg Immers Datter til hendes Veninde om Agnete og Havmanden).

Selvbiografiske levnedsskildringer indlagt i en legitimerende brevramme er fx Holbergs tre latinske levnedsbreve (1728, 1737, 1743; alle tre på dansk 1745), Johannes Ewalds Levnet og Meeninger (skrevet ca. 1774-75) og Charlotta Dorothea Biehls Mit ubetydelige Levnets Løb (skrevet 1787).

Moderne breve

Som litterær genre hører brevromanen navnlig fortiden til; det hænder dog, at nutidige forfattere benytter brevformen, i Danmark fx Dea Trier Mørch i Landskab i to etager (1992). Jens Smærup Sørensens novellesamling Breve (1992) er komponeret ud fra fire fiktive breve.

Statistisk set har mængden af breve, der ekspederes postalt, aldrig været større end i 1900-t.s sidste fjerdedel. Men antallet af forretningsbreve, kontoudskrifter, reklameforsendelser med personlig adresse mv. overgår antallet af private breve og feriepostkort. I 1900-t. har telefonen overtaget væsentlige dele af privatbrevets funktioner, i århundredets sidste årtier suppleret af telefax og elektronisk post, hvis standardiserede papirudskrifter hidtil har haft en begrænset holdbarhed. En rig kilde til mentalitetshistorien må således fremover undværes.

Brevbesørgelse

Postalt set er breve adresserede forsendelser, som kan indeholde skriftlige meddelelser og mindre genstande. Et brev skal overholde en maksimumvægt samt bestemte formatgrænser. Brevbesørgelsen betragtes nationalt og internationalt som et betydningsfuldt led i samfundets indretning; en velfungerende brevbesørgelse søges derfor sikret ved, at der i et vist omfang gives postvæsenet monopol, samtidig med at det forpligtes til at opretholde en regelmæssig brevbesørgelse. Se også postvæsen.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig