Breton.

.

Breton er en fransk jagthund af gruppen af stående hunde. Den er blandt de fysisk mindste af de stående hunderacer, men har alligevel stor jagtlig formåen. Den er 46-52 cm høj, og den halvlange, glatte eller let bølgede pels er hvid med orange, brune eller sorte aftegninger. Breton kan være født enten uden hale eller med ganske kort hale. De første bretoner kom til Danmark i slutningen af 1950'erne.

Faktaboks

Etymologi

Breton kommer fra fransk breton 'fra Bretagne'.

I Danmark opdeles de stående hunde i henholdsvis de kontinentale stående hunde og de engelske stående hunde. Navnene er ikke helt retvisende, da også f.eks. irsk setter er indeholdt i gruppen af engelske stående hunde. Ligeledes figurer breton, der som nævnt er fra Frankrig, i gruppen af engelske stående hunde. Inddelingen har mere at gøre med racens jagtlige ageren end hjemland. I andre lande opretholdes en lignende inddeling, men her indgår breton i gruppen af kontinentale stående hunde.

Bretonen er blevet populær blandt danske jægere, der ønsker en stående jagthund til fuglejagt, der er i en behændig størrelse.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig