Bratkøling, afgysning, i metallurgien en hurtig køling af glødende stål til stuetemperatur for at omdanne austenit til bainit og/eller martensit. Også en del aluminium- og kobberlegeringer samt visse typer rustfrit stål bratkøles som første led i modningsprocessen. De virksomste kølemidler er enten vand eller olie; dog stiger risikoen for kastninger (formændringer) og revner med stigende afkølingshastighed. Effekten af kølingen er ligeledes afhængig af dimensionerne samt af legeringernes sammensætning og varmeledningsevne. Fx trænger hærdningen af et ulegeret stål kun 1 mm ind. Se også hærdning.