brakvand

Brakvand, kystnært havvand med ringe saltholdighed, fra 0,5 til 24,7 ‰. I international litteratur opgives den øvre grænse ofte til 17 ‰, hvilket svarer til lige dele ocean- og ferskvand. Brakvand er lettere end saltvand, og det dannes, når afstrømmende vand fra land blandes med oceanvand.

Havis kan dannes oven på brakvand, selv når brakvandstemperaturen ligger over frysepunktstemperaturen. I oceanvand indtræffer isdannelse derimod først, når hele vandsøjlen er afkølet til frysepunktet.

Biologi

Brakvand har en artsfattig flora og fauna sammenlignet med ferskvand og oceanisk vand, men tætheden af individer kan være meget høj. Flora og fauna er præget af indslag fra både ferske og oceaniske områder; kun få arter er knyttet alene eller overvejende til brakvand, fx laksefisken helt, vandloppen Eurytemora og dyndsnegle af slægten Hydrobia. Dette hænger sammen med, at brakvandsområder ofte er geologisk unge, og at miljøforholdene, specielt saltindholdet, varierer meget.

Organismers væskebalance og udvekslingen af ioner mellem deres kropsvæsker og det omgivende vand er meget afhængig af ionkoncentrationen (saltholdigheden) i vandet. Hvis ionkoncentrationen her er højere end i organismens kropsvæsker, vil væsken blive trukket ud af organismen pga. den osmotiske effekt; omvendt vil vandet trænge ind i kropsvæsken, hvis ionkoncentrationen er lavere i det omgivende vand. De fleste dyr søger at opretholde en konstant koncentration af ioner i kropsvæskerne, og mange har en begrænset tolerance over for varierende ionkoncentration. Vandets saltholdighed er derfor af afgørende betydning for en organismes evne til at overleve. Der er langt flere arter, der er tilpasset de næsten konstante ionkoncentrationer i ferskvand og oceanisk vand end de varierende ionkoncentrationer i brakvand.

Brakvandsområder, hvoraf Østersøen er et af verdens største, er oftest karakteriseret ved at være permanent lagdelte: Vand med lav saltholdighed og dermed lav massefylde ligger oven på et tungere bundlag med højere saltholdighed. Der er ringe udveksling af opløste stoffer (fx ilt og næringsioner) over skillefladen mellem de to vandmasser. Idet organiske partikler, der synker ned på havbunden, nedbrydes under forbrug af ilt, mindskes iltindholdet i bundvandet ofte til en så lav værdi, at højere liv ikke kan eksistere. Det gælder fx store dele af Østersøens bund. Se også iltsvind.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig