braksvaler

Braksvaler. Orientbraksvale (Glareola maldivarum) er hjemmehørende i det sydlige og østlige Asien.

.

Braksvaler, Glareolinae, underfamilie af vadefuglefamilien Glareolidae, som desuden omfatter ørkenløberne. Af de otte arter af braksvaler er den australske Stiltia isabella en langbenet, jordlevende fugl, mens de øvrige, alle i slægten Glareola, er adrætte flyvere, der ligner store svaler. De lever i flokke ved ferskvand, især langs store floder, i Sydeuropa, Afrika, Sydasien og Australien. Føden er insekter, der både tages flyvende og på jorden.

Braksvaler yngler i kolonier. De lægger normalt tre æg, og ungerne fodres først næb til næb, senere med boller af insekter, der gylpes op på jorden. To arter forekommer i Danmark som sjældne gæster: rødvinget braksvale (G. pratincola) med 14 fund og sortvinget braksvale (G. nordmanni) med 10 fund. Førstnævnte yngler fra Middelhavslandene mod øst til Centralasien (med to andre underarter i Afrika), sidstnævnte i Ukraine, Sydrusland og Kasakhstan.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig