Brændværdi, den energimængde, som frigøres ved forbrænding af et brændbart stof. Brændværdien for et brændsel måles i et kalorimeter og angives i kilojoule (kJ) pr. kg brændsel eller, for gas, pr. m3 brændsel.

Man skelner imellem den øvre og den nedre brændværdi. Den øvre (kalorimetriske) brændværdi er den varmemængde, som frigøres, hvis forbrændingsprodukterne køles så meget, at deres vanddampindhold kondenserer fuldstændigt. Vanddampen kommer dels fra brændslets egentlige vandindhold, dels fra forbrændingen af brændslets indhold af hydrogenforbindelser. Den teknisk og økonomisk set mere relevante nedre brændværdi er den varmemængde, som fås, når vandet forbliver på dampform. Se også brændsel.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig