bosniak

Artikelstart

Bosniak, serbokroat. bošnjak, officiel betegnelse for en indbygger i Bosnien-Hercegovina med muslimsk baggrund.

Ordet bošnjak forekommer første gang litterært i 1872 og blev mellem 1900 og 1912 i et vist omfang brugt som betegnelse for muslimerne i Bosnien. I 1970'erne blev det anvendt som historisk ækvivalent til den tilsvarende betegnelse muslimani, som det sekulære kommunistiske Jugoslavien af politiske grunde havde indført.

I 1990'erne anså de bosniske muslimer det imidlertid for uheldigt, at de som den eneste etniske gruppe i Bosnien-Hercegovina betegnedes ved deres religion i modsætning til kroatere og serbere (tilhørende hhv. katolsk og ortodoks kristendom). Samtidig benyttedes også betegnelsen bosnier, men da den principielt dækkede alle borgere i Bosnien-Hercegovina, var den heller ikke velegnet som alternativ til musliman.

Efter 1995 er udtrykket bosniak i den grad blevet fastslået; visse forskere og politikere hævder ligefrem, at der er et særligt sprog, der hedder bošnjaški, "bosniakisk". Den officielle betegnelse for sproget i Bosnien-Hercegovina er imidlertid bosnisk eller kroatisk eller serbisk – alt efter hvem der taler eller skriver – mens de gamle betegnelser serbokroatisk og kroatoserbisk stort set er forsvundet. Reelt taler alle indbyggere i Bosnien-Hercegovina dog stadig samme variant af Jugoslaviens gamle hovedsprog, hvis første ordbog og grammatik var bygget op på folkesproget i Hercegovina; se også serbokroatisk.

Mange slavisktalende personer med muslimsk baggrund uden for Bosnien-Hercegovina, først og fremmest i Sandžak-området, betegner sig i dag også som bosniakker. Et mindretal af sandžakmuslimerne holder dog stadig fast ved betegnelsen musliman, enten for at lægge afstand til den særlige form for religiøst farvet nationalisme, som er udbredt i ledende bosniakiske politiske kredse, eller for at markere en afstand til Bosnien generelt.

I hvilket omfang betegnelsen bosniak vil brede sig til andre slavisktalende personer med muslimsk baggrund i det tidligere Jugoslavien, dvs. Montenegro, Kosovo og Makedonien, er usikkert.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig