Borstål, lavtlegerede, svejsbare stål, hvis væsentlige legeringskomponenter er kulstof (0,18-0,28%), chrom (0,15-0,60%) og bor (0,002-0,004%). Borstål, som introduceredes i USA i 1950'erne, er et eksempel på, at selv meget små mængder legeringsstof øger flydespændingen af et lavtkullet stål og medfører bedre hærdbarhed. Ved vandhærdning opnås hårdheder på 45-50 Rockwell C (fjederhårdhed) i de yderste 10 mm. Anløbning er ofte unødvendig. Stålet har fundet anvendelse til bolte og sliddele som spidser og skær på landbrugsmaskiner samt til smedede emner.