Bornit, (efter den østrigske geolog Ignaz von Born (1742-91) og -it), broget kobbermalm, kobbermineral med rødlig-brun, bronzeagtig farve, der dog hurtigt ændres til brogede anløbningsfarver, når mineralet udsættes for lys og luft — deraf det danske navn. Mineralet krystalliserer kubisk over 190 °C, ellers orthorombisk; det har sammensætningen Cu5FeS4, hårdhed 3 og massefylde 5,7 g/cm3. Bornit er et økonomisk vigtigt kobbermineral, der forekommer i hydrotermale mineraliseringer, i kontaktaureoler omkring granit-intrusioner og i kobbermalmes forvitringszoner.