Borddækningens historie er en beretning om ritual, mode og smag hos de velhavende og privilegerede grupper i samfundet, hvis adfærd og vaner er blevet normdannende for en bredere kreds; et bord, inspireret af en international etikette, og ikke som hos landets øvrige samfundslag et bord, forankret i funktionel og lokal tradition.

Den i nutiden etablerede opdækning på dug med tallerken, glas, bestik og serviet har kun få århundreder bag sig, og spisebordet fik først fast plads i boligindretningen i slutningen af 1700-tallet. Tidligere benyttede man sig af transportable borde, opstillet hvor opdækningen var ønskelig.

Tallerken

Tallerkenen, var først udført i træ, ler og ædelmetal og siden i porcelæn og kunststof. Nutidens tallerken er en videreudformning af det forhistoriske kar og middelalderens spisebrikker i træ. Sidstnævnte er bevaret som smørebræt.

Glas

Glas ved hver kuvert ses fra slutningen af 1700-tallet, dog brugte man i folkelige miljøer i 1900-tallet fortsat kollektive drikkekar og bægre i mindre eksklusive materialer som træ, ler og metal.

Spisebestik

Spisebestik med kniv, gaffel og ske forekommer som sæt hos den europæiske overklasse fra 1700-tallet, udført i guld eller sølv, ofte med skaft af porcelæn. At kunne begå sig med kniv og gaffel uden at berøre maden med fingrene blev tidens nye krav til det moderne, kultiverede menneske.

Hver for sig er bestikdelenes form kendt langt tilbage i tid, enten som redskab eller våben. Kniven anses for at være ældst. Med sit spidse blad havde den tidligt desuden funktion som den senere gaffel, og det var først ved dennes indførelse, at knivbladet blev rundet. Den tidlige skeforms blad, laffet, var oprindeligt rundt, men ændredes i barokken til den ovale form, der kendes i dag. Bestikgaflen var i begyndelsen togrenet.

Med 1800-tallets masseproduktion fik bestik, nu udført i billigere materialer, udbredelse til en bredere kreds.

Dug

Kalkmalerier fra 1100- og 1200-tallet viser, at dug på bordet er en gammel skik. Som det endnu ses i alteropdækningen i kirkerne, blev der lagt en eller flere kulørte duge under en hvid overdug; dette borddækningsprincip bevarede overklassen til 1700-tallet. Herefter forsvandt underdugen, og den hvide damaskdug blev fra 1800-tallet overalt symbol på middagsbord og gæstebud.

Serviet

Dækkeservietter i stof eller andet materiale introduceredes i Danmark af overklassen i 1930'erne, muligvis som følge af en tendens til at holde færre tjenestefolk, men også fordi spisebordets overflade efterhånden blev værd at vise frem.

Stofserviet kendes fra antikken; den gik herefter i glemmebogen, men blev genoptaget i 1400-tallet med flere funktioner: Dels blev den lagt over de enkelte kuverter som værn mod snavs og utøj, dels kunne den under måltidet beskytte tøjet og bruges til aftørring af fedtede fingre.

Tidlige servietformer var ofte aflange og beregnet til at lægge over knæene på flere spisende ad gangen. Formen var muligvis afledt af håndklædet, der var fast tilbehør ved borddækningen, så længe håndvask var en rituel og funktionel del af elitens måltid.

Skikken bortfaldt med spisebestikkets indførelse. Herefter blev servietten personlig og enten opbevaret i skødet eller bundet om halsen. Anvendelse og udbredelse af papirserviet dateres til efter 2. Verdenskrig.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig