bondebevægelsen

Baggrunden for bondebevægelsen var loven om de rådgivende stænderforsamlinger 1831 og Landkommunalloven 1841, der begge gav dele af bondestanden politisk medindflydelse. Den almindelige økonomiske fremgang for landbruget styrkede bøndernes krav om både frigørelse fra godsejerstyret og ligestilling med øvrige samfundslag. En stigende uddybning af skellet mellem gårdmænd og husmænd tilførte desuden bondebevægelsen socialpolitiske krav. Forud for og parallelt med bondebevægelsen fik de gudelige vækkelser i mange egne stærkt tag i bondestanden, og den selvstændiggørelse, som vækkelserne betød, kan have været en impuls til bondebevægelsens krav om frigørelse på det samfundsmæssige område. Eftersom det politiske udgangspunkt var det ulige forhold mellem godsejere og fæstere, fik bevægelsen hovedsagelig betydning på Øerne, hvor fæstevæsenet var udbredt endnu i 1840'erne. I Jylland fik den politiske bevægelse blandt bønderne et noget andet præg, idet kravet om ligestilling blev det centrale.

Allerede ved de første stænderforsamlinger 1835-36 blev der stillet krav om landboreformer, fx om hoveriets afskaffelse, men først fra begyndelsen af 1840'erne var der tale om en egentlig bondebevægelse. En afgørende faktor var Landkommunalloven 1841, der mange steder førte til oprettelse af landkommunalforeninger, hvor bønderne drøftede fælles kommunale spørgsmål. Fra disse foreninger udvikledes landboforeninger, som senere gradvis fik et rent landbrugsfagligt præg. Bladet Almuevennen udkom fra 1842 med J.A. Hansen og Rasmus Sørensen som redaktører. Det nåede aldrig over et oplag på 600-800, men det fik i 1840'erne stor betydning som interesseorgan, der forfulgte bondebevægelsens politiske mål og tog sig af sager om overgreb mod bønder. I tiden op til stænderforsamlingen i Roskilde begyndte Rasmus Sørensen og husmandspolitikeren Peder Hansen en agitation, som omfattede det meste af Østdanmark, men med Sjælland og Lolland-Falster som kerneområder. De indsamlede underskrifter på adresser, dvs. skriftlige krav, om landboreformer, opfordrede til foreningsdannelse og tilskyndede bondestanden til at rejse politiske og sociale krav.

Bondebevægelsens program havde i store træk følgende elementer: Afviklingen af fæstesystemet med tvungen overgang til selveje — subsidiært lettelse i hoveribyrden og forbedring af fæstets beskyttelse af bønderne — afløsning af tiendebyrden på bondejord, lige beskatning af hartkornet, hvor bondejorden var hårdere beskattet end jord under herregårdene, samt almindelig værnepligt. Ikke mindst i Jylland fik det sidste krav stor tilslutning. Især Peder Hansen tilførte bondebevægelsen en radikal holdning, der var forbundet med socialpolitiske krav til gavn for landbosamfundets underklasse.

Bondebevægelsen satte sit præg på stænderforsamlingen i Roskilde i 1842 og især i 1844, da J.C. Drewsen og B. Christensen var bevægelsens talsmænd. Debatten i 1844 gav betydelig genlyd i landbefolkningen. Regeringen søgte fra foråret 1845 at hæmme Peder Hansens og Rasmus Sørensens agitation, men et møde på Ulkestrup Mark syd for Holbæk 30.6.1845 blev en manifestation af bevægelsens greb om den sjællandske bondestand, og enkelte steder kom det til demonstrationer over for godsejerne.

Med det såkaldte Bondecirkulære af 8.11.1845 forbød myndighederne dels møder om bondestandens retsforhold uden forud indhentet tilladelse, dels udensogns mænds deltagelse i sådanne møder. Bondecirkulæret vakte stor uvilje og blev tilbagekaldt 12.5.1846. Regeringens indgreb medvirkede til de liberales tilnærmelse til bondebevægelsen; bevægelsens frigørelseskrav kom således til at indgå i oppositionens almindelige program.

Den 5.5.1846 etableredes Bondevennernes Selskab, der med A.F. Tscherning som formand udvidede bondebevægelsens program til at omfatte forbedring dels af husmandsklassens kår, dels af skolevæsenet, foruden et krav om næringsfrihed for by og land. Bondebevægelsens ledere, der hidtil havde været loyale over for kongemagten, sluttede til gengæld op bag de liberales krav om en konstitution.

Bondevennernes Selskab fik betydelig tilslutning med en fordobling af medlemstallet fra 3000 i 1846 til ca. 6000 i 1847. Ledelsen blev varetaget af de liberale med et net af tillidsmænd rundt omkring på Sjælland og Lolland-Falster. Ved stændervalgene i 1847 fungerede selskabet som valgorganisation, der støttede bondebevægelsens program. I foråret 1848, da der flere steder på Sjælland var uro blandt bønder og især blandt husmænd, var selskabet en vigtig kontakt til den nye regering og bidrog til at presse landboreformerne igennem.

Mobiliseringen af bondestanden medførte, at der i 1840'erne opstod en række gensidige brandforsikringsforeninger, der forsikrede løsøre og fungerede som halvpolitiske basisorganisationer.

Fra og med valget til Den Grundlovgivende Rigsforsamling i efteråret 1848 etableredes Bondevennerne, hvis ledere var B. Christensen og I.A. Hansen. Den fremstod i de første år som tidens mest organiserede partidannelse og fremmede til stadighed dele af bondebevægelsens program, først og fremmest kravet om fæstevæsenets afvikling. I 1872 indgik Bondevennerne i Det Forenede Venstre, men den politiske tradition fra 1840'erne kunne genfindes hos senere politikere som Lars Bjørnbak og Viggo Hørup.

• Bondevennerne
• Det Forenede Venstre
• Venstre
• fæste
• hoveri