Bomærke, tegn, der repræsenterer enkeltpersoner og benyttes overalt, hvor disse i stedet kunne have sat deres navn. Bomærker forekommer hovedsagelig i den nordeuropæiske kulturkreds. De er sammensat af fortrinsvis rette linjer i enkle kombinationer med faste typer: firtal (Merkurstav), kors, pil, krog, timeglas, trekant mfl.

Bomærkelignende tegn forekommer på fund fra sten- og jernalderen, men først med forekomsten af ordet "signa" i germanske folkeretter, svarende til "mærker" i den islandske lovbog Grágás og i Jyske Lov (1241), kan bomærket i dets vigtigste funktion som ejendomsmærke fastslås. Brugen af bomærker nåede sit højdepunkt i 1500- og 1600-t., men tog kendeligt af fra omkring 1670 for næsten at forsvinde i byerne omkring 1700. På landet er de blevet almindeligt anvendt indtil omkring 1800.

Bomærker har ofte en ydre lighed med runer, og i en del norske mærker fra 1300-t., men også sporadisk senere hen indgår runeelementer, der udgør ejerens navn eller forbogstaver. Tilsvarende forekommer i 1500- og 1600-t. kombinationer af latinske bogstaver med bomærkeelementer samt tilpasning af latinske bogstaver i traditionelle bomærkeformer. Bomærker optræder desuden som ophavsmærker, bl.a. i form af guld- og sølvsmedemærker. Endelig ses de hyppigt anvendt af analfabeter i stedet for underskrift.

På landet forekom det faste gårdsmærke, der bestod uanset skiftende ejere, hvilket muligvis er bomærkets ældste funktion. Meget ofte er der stor indbyrdes lighed mellem mærkerne inden for samme slægt, idet sønner oftest overtog faderens bomærke med små ændringer. Kvinder førte for det meste faderens eller ægtemandens bomærke eller brugte et Jesusmonogram.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig