boleroskolen

Boleroskolen, La Escuela Bolera, spansk ballet. Boleroskolen blev fastlagt som teaterdans i slutningen af 1700-t., da spansk folkelig dans mødte fransk og italiensk ballet. Teknisk bygger den på de fem positioner, og dens hurtige fodarbejde kan minde om Bournonvilleskolens. Boleroskolen adskiller sig imidlertid fra den klassiske ballet ved sin holdning af overkroppen (épaulement), de "spanske arme" og ved brugen af kastagnetter. Den danses i bløde sko, til tider med en lille hæl. I 1800-t. indtog spanske bolerodansere Europas teatre med storm og inspirerede til spanske danse i store klassiske balletter fra Bournonville til Petipa.

Oprindelsen til boleroskolen er genstand for diskussion. Den synes at komme fra Andalusien, men indflydelse fra andre steder spiller også ind. Boleroskolens almindeligste danse er bolero, cachucha, jaleo, seguidilla, fandango og olé. Trods fornemme bolerodansere har skolen i 1900-t. stået i skyggen af flamenco.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig