bogklub

Bogklub, forlagsvirksomhed baseret på medlemskab, der sikrer medlemmerne bøger til favørpris. Mest udbredt er månedens bog-systemet, der er lagt an på, at medlemmerne modtager en månedlig bog med afbestillingsmulighed; desuden kan der via bogklubbens medlemsblad bestilles andre af klubbens udgivelser. Mindre anvendt i dagens Danmark er pakkesystemet, der bygger på tilsvarende udsendelse af bogpakker.

Bogklubidéen lanceredes i USA af Book of the Month Club (1926) og The Literary Guild (1927). Efter de første danske forsøg med Danske Bogsamleres Klub (1946) og Månedens Bog (1950) kom gennembruddet med Lademanns Bogklubben Union (1959), senere efterfulgt af bl.a. Gyldendal (1966) og Bonnier/Lindhardt og Ringhof (1988).

I Danmark omfatter de store skønlitterære bogklubber i dag (2007) Gyldendals Bogklub, Samlerens Bogklub (ejet af Gyldendal), 12 Bøger, Wangels Bogklub og Peter Asschenfeldts Bogklub (alle tre ejet af Egmont). I de senere år er der opstået en del bogklubber, der henvender sig til specielle målgrupper, fx Kunstbogklubben, Bogklubben Bolig og Livsstil, Bogklubben for Sygeplejersker, Bogklubben for Læger, diverse børnebogklubber og Borgens Bogklub, der koncentrerer sig om alternativ sundhed, krop, personlig og spirituel udvikling.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig