Blæretang
Blæretang (Fucus vesiculosus) på lavt vand ved Femø.
Blæretang

Blæretang er en flerårig brunalge i slægten klørtang (Fucus). Det læderagtige, båndformede og gaffelgrenede løv genkendes let på de parvise flydeblærer. Den er almindelig i alle danske farvande.

Faktaboks

Etymologi

Det videnskabelige slægtsnavn Fucus kommer af det græske phukos 'en havalge', mens artsnavnet er latin vesiculosus 'fuld af blærer'.

Også kendt som

Fucus vesiculosus

Den vokser i skudspidsen og kan desuden regenerere fra beskadigede steder på løvet, hvor der udvikles en tot af nye skud. Flydeblærerne kan være få eller mange; de er især talrige på beskyttede kyster. De indeholder atmosfærisk luft og bidrager til at holde algen oppe i vandet.

Der er kønnet formering med ægbefrugtning. Algerne er han- eller hunlige (tvebo). Kønscellerne udvikles i skudspidserne, som bliver fortykkede og lidt aflange. Efter formeringen henfalder de fertile skud ned til en forgrening, hvor den ene gren har en vegetativ skudspis, hvorfra væksten fortsætter.

Blæretang som spisealge

Blæretang er en udmærket spisealge. Det anbefales at høste tangen med en saks og afklippe de øverste, yngste og lækreste 2-5 cm af toppen. Der sker en genvækst fra det sted, som er klippet over, så denne høstmetode er meget skånsom for vegetationen af blæretang.

Se også Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig