Blybronze, kobberlegeringer med bly som væsentlig legeringsbestanddel. Pulvermetallurgisk fremstillet bronze med højt blyindhold, 20-30%, anvendes som lejemetal i glidelejer, som regel lamineret på et underlag af stål. Støbte blybronzer indeholder oftest 5-15% bly sammen med 5-10% tin. De anvendes bl.a. til højtryksarmatur, som lejebøsninger og tidligere også til havvandsbestandigt gods, kaldet 'sømetal'. Se i øvrigt bronze.