Blodtyper er arveligt betingede variationer i blodlegemeoverfladens kemiske struktur. Der er beskrevet en snes forskellige blodtype-systemer med tilsammen mange hundrede forskellige blodtype-antigener.

AB0-systemet

Det først beskrevne og biologisk vigtigste blodtype-system er AB0-systemet (A-B-nul). Alle mennesker har én af fire AB0-typer: A, B, AB eller 0, alle mennesker arver deres blodtype efter følgende system: A og B dominerer over 0, der er et muteret A-gen, som derfor ikke kan danne A-egenskaber på cellerne. Arver man fx A fra den ene forælder og 0 fra den anden, får man blodtype A, men kan videregive både A og 0 til sine børn. Arver man A fra en og B fra en anden af sine forældre, får man blodtype AB. Der findes en del arvelige varianter af A (A1, A2, A3, Ax mfl.).

Antistoffer

Blodplasma indeholder antistof rettet imod de A- og B-egenskaber, som man ikke selv har. En person af blodtype A har således anti-B i sit plasma, blodtype B har anti-A, blodtype 0 både anti-A og anti-B, mens AB-personer ikke har AB0-antistoffer. Antistoffernes tilstedeværelse bevirker, at man ikke frit kan blande blod af forskellige AB0-typer. Blandes fx A- og B-blod, vil AB0-antistofferne få blodlegemerne til at klumpe sammen (agglutinere); man anvender udtrykket, at A- og B-blod er uforligeligt. Hvis fx A-blod gives til en patient af type B eller 0, vil agglutinationen af blodlegemerne i dennes blodkar fremkalde alvorlige, ofte dødeligt forløbende reaktioner.

AB0-antigener findes ikke blot på røde blodlegemer, men på alle celler i organismen. AB0-typen har derfor også stor praktisk betydning ved transplantation af organer.

Forekomst

I Danmark er 44 % af befolkningen A, 42 % 0, 10 % B og 4 % AB. Typefordelingen varierer fra befolkning til befolkning. I England er 0 og A lige hyppige. Mod øst gennem Centraleuropa og Asien bliver 0 sjældnere, B og AB hyppigere.

Den østrigsk-amerikanske læge Karl Landsteiner modtog i 1930 Nobelprisen for sin forskning i blodtypesystemer. Han opstillede AB0-systemet og identificerede systemets typer. I 1941 beskrev han rhesus-systemet.

Rhesus-blodtype

Rhesus-blodtype (Rh) arves uafhængigt af AB0-typen. I den danske befolkning er 85 % Rh-positive, 15 % Rh-negative. Betegnelsen stammer fra navnet på abearten Macacus rhesus, der blev brugt som forsøgsdyr i de undersøgelser, som medvirkede til systemets opdagelse i 1940. Rh-egenskaben findes kun på de røde blodlegemer og skyldes nedarvning af et gen (RhD-genet), som man får fra den ene eller begge forældre. Arver man ikke et RhD-gen, bliver man Rh-negativ. Da Rh-typen kun findes på de røde blodlegemer, har den betydning ved blodtransfusion, men ikke ved transplantation af organer. Rh-negative kvinder, som er gravide med Rh-positive fostre, kan danne Rh-antistof, se blodsygdomme.

Blodtypebestemmelse

Bestemmelse af blodtype udføres i princippet på samme måde for alle blodtypesystemer: I laboratoriet blandes de blodlegemer, som man ønsker at typebestemme, med blodserum, som indeholder kendt antistof. Hvis der indtræder agglutination, er det blodtype-antigen til stede, som svarer til antistoffet. Ikke alle antistoffer kan umiddelbart fremkalde agglutination, men teknikken kan forfines med forskellige hjælpereagenser (enzymer, Coombs' reagens).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig