Blanketstraffebud, lovbestemmelse, som ikke isoleret set fortæller, hvad der er strafbart. Straf forudsætter altid, at en lov har kriminaliseret en handling eller en undladelse. Loven kan indeholde en selvstændig beskrivelse af forbrydelsen eller blot som blanketstraffebud henvise til en anden retsregel, fx i en bekendtgørelse eller i en forordning fra EU. Straffeloven § 175 handler således om den der for at skuffe i retsforhold i dokument eller bog, som det ifølge lov påhviler den pågældende at føre, afgiver urigtig erklæring, se tillige dokumentusandhed. Udtrykket bruges til tider også om straffebestemmelser, der efterhånden udfyldes af domstolene på grundlag af uskrevne regler eller principper.