Blandede distrikter, før 1864 områder i Vestslesvig med indviklede statsretlige tilhørsforhold; der var således ofte i den enkelte landsby gårde, som administrativt hørte til hertugdømmet Slesvig, og andre, som hørte til kongeriget Danmark. Sidstnævnte, de såkaldte "kongerigske enklaver", var oprindelig gods under Ribe bispestol og domkapitel, som ved Reformationen blev krongods under Ribe Amt. Enklaverne omfattede bl.a. godserne Schackenborg og Trøjborg, den sydlige del af Rømø, den nordlige del af Sild, den vestlige del af Før samt Amrum. Efter krigen i 1864 kom de blandede distrikter under Tyskland.