bladmosser

Bladmosser skifter cyklisk mellem to generationer; en kønnet, gametofytten, som er den mest iøjnefaldende, og en ukønnet, sporofytten, som har en mere begrænset livslængde, og som mere eller mindre lever parasitisk på gametofytten.

Gametofyttens liv begynder som spore, der spirer til et forkim. På dette forkim (protonema) dannes et antal topceller, der hver udvikler en "rigtig" mosplante (gametofor) med stængel og blade. Hos bladmosserne er forkimen således et formeringsstadium, hvor flere mosplanter kan opformeres (klones) fra en enkelt spore. Topcellen (det apikale meristem eller vækstpunkt) påvirker gametoforen via hormoner, som enten undertrykker vækstzoner i bladhjørnerne eller aktiverer dem til at udvikle sidegrene.

Langs stænglen sidder bladene, som er grønne pga. deres indhold af kloroplaster, hvori fotosyntesen finder sted. Bladene er desuden vigtige for plantens vandoptagelse.

Fra enkeltceller på stænglen udgår rodhår, som er trådede, forgrenede dannelser. Oftest er de brune, rødlige eller purpurfarvede. De findes enten omkring bladhjørnernes "sovende" vækstzoner og kaldes da makronemata eller spredt over hele stænglen som mindre mikronemata.

Langs stænglen sidder nogle strukturer, hvis funktion er ukendt. Parafyllier er en slags skæl, som kun er ét cellelag tykke og oftest fligede. Akselhår er flercellede tråde, der især findes i hjørnerne af unge blade.

I plantens stande med kønsorganer findes parafyser. De er i hunlige stande ofte dannet af enkelte, smalle trådformede cellerækker, mens de i hanlige stande er kølleformede.

På planten dannes kønsorganerne, de hunlige er flaskeformede arkegonier med én ægcelle i hver og de hanlige er sækformede antheridier med et stort antal mobile sædceller (spermatozoider) med en aktionsradius på 5-10 cm. Muligheden for befrugtning af en hun er således stærkt afhængig af afstanden til og tætheden af antheridier. Hos de fleste arter sidder begge slags kønsorganer på samme plante.

Den aseksuelle, vegetative, formering kan foregå på flere måder. I mosplanten findes celler, der kan spire til forkim, som senere kan udvikle nye planter. Dette sker bl.a., hvis planten deles, fx af en plæneklipper. Herudover kan visse mosser udvikle særlige ynglelegemer, som kan spredes og spire til nye planter.

Muligheden for vegetativ formering er måske et af bladmossernes vigtigste træk, da han- og hunplanter på denne måde kan overleve gennem lange tidsrum. Der findes bladmosser, som udelukkende kendes i den vegetative fase af livscyklus; kontakt mellem de to køn er således uhyre sjælden eller helt udelukket.

Sporofytten, hvor sporerne dannes, udvikles fra den befrugtede ægcelle. Tidligt i sin udvikling parasiterer den unge sporofyt på gametoforen ved at udvikle en "fod" (haustorium), der sikrer transport af næring til det unge embryo. Sporofytten kan indtræde i en "ventetilstand", fx om vinteren eller under en tørkeperiode. Det unge embryo danner en børste (seta), der som regel er nogle få cm lang. For enden af børsten udvikles sporehuset, hvor sporedannelsen finder sted. På dette tidspunkt er sporofytten ikke længere afhængig af gametofytten.

Sporerne er oftest encellede og dannes ved meiose (reduktionsdeling) i et antal fra otte (hos enkelte arter af Archidium) og op til flere mio. (hos Dawsonia); hos flertallet af arterne dannes 20.000-50.000 i hvert sporehus.

Sporerne ligner på mange måder primitive pollen i deres opbygning. Mange arter er afhængige af, at sporerne nøje er tilpasset det omgivende miljø. De er hos visse arter brune, tetraediske og tykvæggede, så de kan modstå mekaniske påvirkninger i jorden og overleve i op til flere år, før de spirer.

Sporernes størrelse varierer mellem 9 og 350 μm, men langt de fleste arter har sporer på under 20 μm; man mener, at sporer af denne størrelse er i stand til at svæve med vinden over selv meget store afstande.