Bjergtagning, i nordisk og keltisk folketradition en udbredt forestilling om, at bjergfolk og ellefolk ved sang, dans, runer og smigrende tale lokkede mennesker ind til sig i "bjergene": høje, bakker eller store sten. En bjergtagning er en forførelse, og unge piger, især vordende brude, var mest udsat for at blive bjergtagne. En gift mand kunne i øvrigt, når højen rejste sig på gloende pæle, se sin bjergtagne kone danse rundt med udslagent hår — noget ellers utænkeligt i almindeligt landsbyliv. Når de bjergtagne havde opholdt sig blandt de overnaturlige en tid, vendte de tilbage, men var siden tungsindige, sære eller vilde. Forestillingen om bjergtagning fungerede således i det danske bondesamfund også som folketroens forklaring på pludselig opstået, momentan sindssyge; en forestilling, der først forsvandt helt med den moderne lægevidenskab. De bjergtagne levede i to verdener; dette motiv er blevet anvendt litterært af fx Goldschmidt i novellerne Bjergtagen I og II, trykt i Smaa Fortællinger (1868). I moderne sprogbrug anvendes ordet som udtryk for det at være tryllebundet, besat eller betaget. Se bjergfolk.