Biæder

Biædere (Merops apiaster) fra Bourgogne, Frankrig.

Biæder
Af /Minden/Ritzau Scanpix.

Biæder (Merops apiaster) fodrer unger. Redegangen udgraves af hunnen og hannen i fællesskab. Næbbet bruges til at hakke jorden løs og fødderne til at skrabe den bagud. Gangen har normalt en længde på ca. 1 m og færdiggøres på to-tre uger.

.

Biædere er en familie af skrigefugle med tre slægter og 28 arter, som er udbredt i Afrika og de sydlige dele af Eurasien. De to arter i slægten Nyctyornis fra Sydøstasien er ret uspecialiserede regnskovsfugle, men ellers findes de fleste biædere på mere tørre og åbne levesteder, især savanner.

Faktaboks

Også kendt som

Meropidae

Det er farvestrålende fugle, af størrelse 15-38 cm, med et langt, let nedadbøjet næb, tilspidsede vinger og en elegant flugt. De midterste halefjer er ofte forlængede. Føden er næsten udelukkende insekter, især bier og hvepse, der fanges i flugten.

Alle biædere yngler i huller, de selv graver i jorden, enten på flad mark eller i en skrænt. Mange yngler i kolonier, der hos en enkelt afrikansk art kan rumme mange tusinde reder, men mere typisk består af nogle snese eller højst nogle få hundrede par. Hunnen og hannen opfodrer kuldet i fællesskab, undertiden hjulpet af en eller flere artsfæller, der i reglen er parrets egne unger fra tidligere år.

Enkelte par af den europæiske art biæder (Merops apiaster) slår sig af og til ned langt nord for det sædvanlige udbredelsesområde, bl.a. i Danmark, hvor der har været ni ynglefund 1948-1985 samt 1-4 ynglefund siden 1998. Herudover ses årligt nogle få forårsgæster.

Som tilfældig gæst er truffet grøn biæder (Merops persicus), hvis nærmeste ynglepladser er i Mellemøsten.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig