Bistandstillæg, tillæg i førtidspensionsordningen før 2003. I denne ordning kan bistandstillæg ydes til personer, der er blinde eller stærkt svagsynede, eller hvis invaliditeten medfører, at den pågældende må have personlig hjælp af andre.

Hvis invaliditeten er af en så svær grad, at det er nødvendigt, at der altid er en anden person til stede, kan der i stedet for bistandstillæg gives et plejetillæg.

Bistandstillægget svarer til ca. halvdelen af pensionens fulde grundbeløb, mens plejetillægget nogenlunde svarer til det fulde grundbeløb. Tillæggene er skattefrie og ydes uafhængigt af den pågældendes økonomiske forhold.

Førtidspensionister kan således kun få bistandstillæg, hvis de er tilkendt pension før 1. januar 2003. Folkepensionister kan ikke søge bistandstillæg eller plejetillæg, men har personen fået tilkendt bistandstillæg eller plejetillæg inden denne dato, bevares tillægget sammen med folkepensionen; se også førtidspension.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig