bisfenol A

Artikelstart

Bisfenol A, bisphenol A, BPA, organisk forbindelse, der anvendes ved produktionen af polycarbonatplast og epoxyforbindelser. Bisfenol A er en monomer, der under fremstillingsprocessen omformes til de to plasttyper. Begge typer af plast har mange anvendelser, bl.a. i form af emballage og beholdere i fødevareindustrien. Epoxyforbindelser anvendes fx som indvendig beklædning af konservesdåser og polycarbonatplast i plastflasker.

Små mængder af stoffet trænger fra beholdere over i indholdet. Bisfenol A er optaget på EU's liste over hormonforstyrrende stoffer. Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) fastsatte i 2007 en værdi for det tolerable daglige indtag af bisfenol A til beskyttelse af mennesker mod de mulige risici ved stoffet. EFSA vurderer, at mennesker udsættes for mængder, der er betydeligt under denne værdi.

Det er dog usikkert, om mindre børn risikerer at udsættes for doser, der kan påvirke deres indlæring. Derfor er der pr. 1.7.2010 indført et midlertidigt nationalt forbud mod bisfenol A i produkter, der er specielt rettet mod børn i alderen 0-3 år, fx sutteflasker og beholdere med babymad.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig