Biradikal, kemisk forbindelse med to uparrede elektroner. De fleste kemiske forbindelser består af molekyler med et lige antal elektroner, der sædvanligvis forefindes to og to i form af elektronpar. Visse specielle forbindelsestyper kan dog ved opvarmning eller belysning med kortbølget lys omdannes til kortlivede produkter, som har to uparrede elektroner. Disse produkter betegnes biradikaler og udgør en undergruppe blandt radikalerne.