biologisme

Biologisme er den tænkemåde, at menneskelige og samfundsmæssige fænomener bør anskues biologisk snarere end ud fra eksistentielle, psykologiske eller samfundsmæssige forhold. Opfattelsen begrundes i tanken om, at biologiske kendsgerninger om mennesket er de eneste fundamentale, mens det sociale, kulturelle og psykiske kun udgør en spinkel overbygning på den biologiske basis. Bliver en person arrig, slår i bordet og vrisser ad andre, kan det ses som aggression, men hvis aggression udelukkende forklares biologisk, fx som noget, der skyldes mandligt kønshormon eller "gener for aggressiv adfærd", er der tale om biologisme.

Biologister søger at begrunde et menneskesyn på viden hentet fra studier af dyrs adfærd, genetik og fysiologi. Dermed er biologisme et eksempel på scientisme, dvs. den opfattelse, at naturvidenskab er den eneste form for erkendelse og bør fungere som rettesnor i alle livets forhold. Fx påstår forskellige udgaver af biologismen, at mennesket blot er en nøgen abe, at vi blot er overlevelsesmaskiner for vores gener, eller at alle væsentlige forskelle mellem mænds og kvinders adfærd skyldes hormoner. Det er biologisme, hvis et fænomen som krig mellem to nationer forstås på samme måde som dyrs kamp om territorier, eller hvis forældres kærlighed til deres børn udelukkende betragtes som yngelplejeinstinkt. En særlig form er økologismen, som hævder, at samfundet kan forstås ud fra rent økologiske principper.

Biologisme har karakter af determinisme, dvs. en lære om, at den fri vilje er en illusion, fordi vi er ganske underlagt vores natur, fx i form af gener, der bestemmer vores adfærd. Antagelsen, at psykiske og sociale forhold ikke er noget i sig selv, men i virkeligheden blot komplicerede biologiske processer, er reduktionistisk. Hvis personegenskaber som udadvendt, intelligent, omsorgsfuld og blid gøres til kønsspecifikke egenskaber via henvisninger til mandens og kvindens natur, er det biologisme. Man overser, at kønnet også er et psykologisk, et socialt skabt og i øvrigt et foranderligt fænomen.

Blandt biologister kan nævnes tilhængerne af socialdarwinismen, som søgte at forklare samfundsmæssige uligheder som det naturlige resultat af "alles kamp mod alle" og "de bedst egnedes overlevelse". Socialdarwinismen, som især var fremherskende i perioden 1870-1914, fremlagde en række løst sammenhængende teorier præget af forskellige idéer om udvikling, fremskridt, kamp, konkurrence, race osv.

I 1920'erne og 1930'erne søgte tilhængerne af eugenikken, læren om fremelskning af bedre varianter, at bevise nødvendigheden af at udrydde "degenererede" og "uegnede" individer, som truede "racens renhed" og de højere klasser. Genetikken blev opfattet som videnskabeligt grundlag for en sociallov og de eugeniske love. Eugenikken var biologistisk og sammenblandede sociale, psykologiske og biologiske begreber i sin uvidenskabelige diagnose af socialpsykologiske problemer som udtryk for (genetiske) "degenerationstendenser" i samfundet.

I nyere tid har visse adfærdsbiologer, bl.a. Konrad Lorenz, præsenteret biologistiske teorier om mennesket baseret på bl.a. generaliserede iagttagelser af og teorier om dyrs adfærd. Også Desmond Morris er kendt som forfatter til en række bøger om mennesket som en intelligent abe, grundlæggende styret af de samme instinkter og adfærdslove som andre højerestående pattedyr.

I 1975 fremkom et nyt forskningsfelt, sociobiologien, som er studiet af social adfærd hos dyr og denne adfærds genetiske og evolutionære basis. Sociobiologien er ikke i sig selv biologistisk, men den præsenteredes fra starten som en enhedsvidenskabelig syntese, der skulle underordne human- og samfundsvidenskaber under biologien. Sociobiologi skulle have status af et universelt redskab til forståelse af kulturelle fænomener og endog til håndtering af samfundsmæssige konflikter. Bagved gemte der sig stærkt forenklede opfattelser af menneske og samfund, og der fulgte en omfattende debat mellem sociobiologiens tilhængere og de forskere, der kritiserede den for at være en ny biologisk determinisme.

Inden for moderne molekylærbiologi og medicinsk genetik arbejdes på kortlægning af hele det menneskelige arvemateriale. Der er intet biologistisk i selve den videnskabelige kortlægning af DNA, men mange har udtrykt bekymring for, at projektet vil styrke en biologistisk opfattelse af mennesket som blot et produkt af den genetiske kode. Blandt de stærkeste argumenter imod en sådan genetisk biologisme er viden om den flercellede organismes niveaudelte organisation; man kan ikke slutte direkte fra gen til celle til organ til organisme. En sådan viden påpeger kompleksiteten i samspillet af arv og miljø i udviklingen af et levende væsen.

Biologistiske forklaringer må anses for at være utilstrækkelige. Der er uden tvivl tilstande, som har rod i kroppens biologi. Fx har stress og manglende søvn biologiske effekter på nervesystemet. Årsager til stress kan imidlertid også være samfundsmæssige, og hvordan man forholder sig til stress, er et spørgsmål om psykologi. Men kan man se helt bort fra det biologiske som forudsætning for det psykiske? Bliver kritikken ikke blot til psykologisme eller sociologisme? Et svar er, at tanken om biologien som basis er rigtig, for så vidt som det psykiske har biologiske forudsætninger, og det biologiske er noget, der arts- og individhistorisk går forud for psyken. Der var levende organismer, før der var tænkende væsener med psyke, ligesom vi selv er startet som foster uden eller kun med en ganske sporadisk psyke. Men det medfører ikke, at det psykiske defineres ved ren og skær biologi og kun udgøres af biologiske fænomener. Fx er menneskets seksualitet et udtryk for forplantningsdriften, men den biologiske beskrivelse kan ikke i sig selv indfange forskellen på ren dyrisk brunst og de erotiske lege, mennesker realiserer uden nødvendigvis at have forplantning som formål. Det erotiske som en særlig blanding af tiltrækning, leg, forførelse, begær, fortrolighed og fremmedhed kan ikke defineres udelukkende biologisk. Tværtimod kan den erotiske iscenesættelse af begæret som leg sætte et rent biologisk formål ud af kraft. Der er en række biologiske forudsætninger for menneskelige fænomener; disse forudsætninger er blot ikke tilstrækkelige til at definere den verden, vi kalder kultur. Kulturen er med til at definere og ændre naturen.