Biolog, person med en universitetsuddannelse i biologi, enten bachelor (BS), kandidateksamen (cand.scient.) eller licentiatgrad (ph.d). Det er dog ikke en beskyttet stillingsbetegnelse. Uddannelsen til cand.scient. indeholder en 1. del, en 2. del og et speciale og er normeret til fem år, bachelor til tre år (1. del med en overbygning).

Biologer er som regel specialiserede som fx zoolog, botaniker, miljøbiolog (se også miljøuddannelser), mikrobiolog, havbiolog etc. Andre uddannelser har et væsentligt biologisk indhold, fx til bromatolog, dyrlæge, hortonom, agronom, forstkandidat og landskabsarkitekt; desuden de sundhedsvidenskabelige uddannelser (inkl. tandlæge og farmaceut). Ved det sundhedsvidenskabelige fakultet på Københavns Universitet er etableret en uddannelse som humanbiolog. Man kan ligeledes vælge biologisk specialisering på ingeniøruddannelsen og på lærerseminarierne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig