Biokommunikation, udveksling af information mellem biologiske objekter. Udtrykket biokommunikation benyttes helt overvejende om dyrs meddelelser til hinanden, dyresprog, men kan også dække over informationsudveksling mellem enkelte celler, herunder udveksling af genetisk information.
Kommunikation mellem organismer udgør en væsentlig del af dyrs sociale adfærd. Dyrene meddeler sig til hinanden vha. signaler for at kunne koordinere eller på anden måde påvirke adfærden.
Fx kræver forplantning udveksling af signaler om dyreart og køn, så parring ikke finder sted mellem forskellige arter eller med samme køn. Derudover meddeles oplysninger om fysiologisk status, dvs. ynglestemning, og om position, således at kønnene kan komme i kontakt med hinanden.
Dyr i sociale grupper har ofte et særlig veludviklet signalsprog, der sikrer stabilitet i gruppen. Det kan fx være signaler om social rang, alder og om fælles aktiviteter i gruppen. Under indbyrdes stridigheder udveksles truesignaler og underkastelses- eller overgivelsessignaler, som alle er med til at afgøre uoverensstemmelser uden brug af farligere midler. For bl.a. fugle og pattedyr tjener signalering ofte til markering af et territorium.
Ligesom i andre former for kommunikation er der i dyrenes signalsprog en sender og en modtager. Signalet fra afsender bringes som stimuli i en kode, der kan opfattes og tolkes af modtageren.
Fremkaldelsen af en reaktion hos modtageren beror således både på modtagerens evne til at sanse signalets stimuli og evnen til at tolke den information, som signalet indeholder.
Signalsproget er karakteristisk for de enkelte arter, og for at undgå misforståelser og overlap mellem arterne er der udviklet en stor variation i signalernes sansemetode og i deres tolkning.
Dyrenes signalsprog er udviklet gennem evolutionen og omfatter begrænsede, men tilstrækkelige informationsmængder for arternes overlevelse.
De enkelte arters signalrepertoire er blevet til på grundlag af det råmateriale, der oprindelig har været til stede. Afsenderen har fået forfinet farvetegninger, lydytringer, duftkirtler, bevægelser og positurer.
Sideløbende er modtagerens sanseapparat og mulighed for signaltolkning undergået en udvikling, der matcher senderens kapacitet. Eller senderen udvikles i retning af den bedst mulige udnyttelse af en modtagerkapacitet, der allerede eksisterer hos arten.
Signalernes grundelementer er helt overvejende medfødte, men det enkelte individs erfaring kan være med til at forfine og justere reaktionerne inden for forholdsvis snævre rammer.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.