biografi

Biografi, en persons livshistorie, skrevet af en anden, til forskel fra selvbiografi og memoirer, der er skrevet af personen selv.

Faktaboks

etymologi:
Ordet biografi kommer af bio- og -grafi 'livsbeskrivelse'.

Historie

Biografien har sine rødder i antikken, hvor samlinger af berømte mænds levnedsbeskrivelser var populære. Et mønster for eftertiden blev grækeren Plutarchs Parallelle Liv (ca. 115 e.Kr., da. 1800-11), der rummede 46 parvis opstillede biografier af græske og romerske helte.

I middelalderen blev biografien stort set fortrængt af hagiografiens urealistiske, typificerende skildringer af helgeners liv. Men da renæssancen med Jacob Burckhardts udtryk "opdagede mennesket" og på flere måder knyttede forbindelsen til antikken, oplevede også biografien en blomstring. Et højdepunkt var italieneren Giorgio Vasaris samling De mest betydelige Maleres, Billedhuggeres og Arkitekters Liv (1550, da. 1907).

De følgende århundreder betød en afmatning i genren, men fra slutningen af 1700-tallet fik den fornyet kraft. Dels blev borgerskabets kultur toneangivende og med dén interessen for det enkelte menneskes liv uden hensyn til dets herkomst; et eksempel er James Boswell Life of Johnson, (1791, da. Dr. Johnson, 1942). Dels viste biografien sig at være et egnet redskab for studium af tidens store opdagelse: udviklings- eller dannelsestanken (fx Johann Wolfgang Goethe Winckelmann, 1805). Og endelig kunne genren bruges til at blotlægge de fine tråde mellem et offentligt kendt livsværk og dettes forudsætninger i det personlige (fx C.A. Sainte-Beuves psykologiske portrætter omkring 1850).

Biografiens nyvundne kraft blev dog hæmmet af den angst for det anstødelige, der samtidig bredte sig med victorianismen. I 1800-tallets biografiske litteratur foregik en brydningsproces mellem indgående sjælestudium og idealiserende diskretion.

Først under indflydelse af naturvidenskabens normer — og af Sigmund Freuds psykoanalyse — opstod den moderne biografi. Stor betydning fik den engelske Bloomsbury-gruppe, der i begyndelsen af 1900-tallet diskuterede biografiens principper. Et af gruppens medlemmer, Lytton Strachey, skrev Eminent Victorians (1918, da. Store Victorianere, 1932), hvis respektløse og afslørende facon dannede skole.

I Danmark viste de første tilløb til biografier sig i de ligprædikener, som adelen fra ca. 1570 lod trykke over sine afdøde medlemmer. Med Ludvig Holbergs Plutarch-inspirerede samlinger Heltes sammenlignede Historier og den tilsvarende om Heltinder (1739-45) fik den danske biografi europæisk format.

I 1800-tallets første halvdel trivedes den lærde biografi, fx i Jens Møllers (1779-1833) værker om danske teologer og historikere. De afgørende skridt hen mod en moderne biografi blev taget af Georg Brandes, der foruden mindre portrætter af danske og nordiske digtere skrev indtrængende værker om bl.a. Søren Kierkegaard (1877) og Benjamin Disraeli (1878).

Systematik

Biografien kan opdeles i en række grundformer, alt efter hvor bredt dens perspektiv er, og hvilken metode den vælger til sin fremstilling.

Det bredeste perspektiv findes i "liv og tid"-biografien, der skildrer sin hovedperson i et vidtstrakt landskab af samtid, ofte et helt århundredes kulturhistorie, fx Birgitte Possing Viljens styrke (1992, om Natalie Zahle).

I den klassiske biografi er perspektivet mere samlet om hovedpersonen, der ses i vekselvirkning med sin nærmeste samtid og sit umiddelbare miljø, fx Bodil Wamberg Johanne Luise Heiberg (1987).

Den psykologisk-eksistentielle biografi koncentrerer sig snævert om hovedpersonens indre liv, gerne som det kommer til udtryk i dennes litterære værker. Den form er så godt som forbeholdt digterbiografier, fx Henrik Wivel Snedronningen (1988, om Selma Lagerlöf).

I den ene ende af det metodiske spektrum findes den dokumentariske biografi. Den genfortæller et liv i stort og småt, gerne med fyldige citater fra kilderne, men fortolkningen af kildematerialet er sparsom, fx August Baggesen Jens Baggesens Biographie (1843-56). I spektrets modsatte ende findes den romanagtige biografi. Her er kildematerialet gennem fortolkning smeltet ned til en masse, som biografen suverænt udvælger fra og former af. Han koncentrerer sig om nøglesituationerne i hovedpersonens liv og forsøger at gøre disse levende, gerne vha. tekniske midler lånt fra roman og drama, fx Aage Henriksen Den rejsende (1961), også om Jens Baggesen.

I princippet kan der skrives biografier om alle slags mennesker, men genren har ikke mindst fundet anvendelse på litteratur- og historieforskningens områder. Begge steder er biografiens værdi dog også omtvistet. I litteraturvidenskaben diskuteres det især, om beskæftigelsen med forfatterens person bidrager til (eller snarere skygger for) forståelsen af hans værker.

I den historievidenskabelige diskussion er det store spørgsmål, hvordan det enkelte menneske er stillet i forhold til historiens processer: Har individet nogen væsentlig betydning for samfundets udvikling; er det omvendt bestemt af samfundsudviklingen; eller får det kun indflydelse på udviklingen, for så vidt som dets personlige egenskaber rammer et udækket behov i samfundet?

I sidste instans er den historiske biografis problem, hvorvidt historien kan forstås gennem en beskæftigelse med enkeltmennesket. Derudover deler den litterære og den historiske biografi det problem, at de ikke (eller kun i det yderste, dokumentariske ekstrem) er strengt videnskabelige.

De beror fuldt så meget på forfatterens indlevelse og kunstneriske fremstillingsevne som på korrekte data. Den biografiske genres vigtigste betydning ligger måske heller ikke på et videnskabeligt plan, men på et moralsk eller didaktisk — idet den tilbyder en konkret viden om, hvordan livet kan forme sig og formes af det enkelte menneske.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig