biogeografi (Historiske forhold)

Biogeografi (Historiske forhold), Betydningen af historiske faktorer i biogeografien illustreres bedst ved de mange arter, som ved menneskets frivillige eller ufrivillige mellemkomst nu trives i områder, de ikke før havde mulighed for at nå. Til Danmark er fx med held indført planter som canadisk gyldenris og kæmpebjørneklo og dyr som regnbueørred og fasan.

Historisk biogeografi er en videnskabsgren med mange skoler. Indtil 1960'erne var den fremherskende holdning, at dyre- og plantearters nutidige udbredelse er et resultat af spredning fra "udbredelsescentre". "Spredningsbiogeografien" er velegnet til at forklare udbredelsen af arter i Mellem- og Nordeuropa, hvor næsten alle dyr og planter er indvandret fra forskellige refugier efter de pleistocæne istider. I andre geografiske områder kommer spredningsbiogeografien ofte til kort, ligesom den er utilstrækkelig til at analysere meget gamle udbredelsesmønstre, hvor man er nødt til at inddrage hypoteser om arternes slægtskabsforhold.

I den historiske biogeografi er der siden 1960'erne udviklet forskellige analysemetoder med udgangspunkt i W. Hennigs fylogenetiske systematik, som er en metode til systematisk gruppering af levende organismer ud fra deres afstamning (fylogeni). Metoderne adskiller sig bl.a. ved den betydning, der tillægges spredning og vikarians. Vikarians-biogeografi bygger på en antagelse om, at spredning kun spiller en beskeden rolle for planters og dyrs udbredelse. Udbredelsesarealer tolkes i stedet som resultat af vikarians, dvs. at nye arters udbredelse er resultatet af en opsplitning af uddøde stamformers udbredelsesarealer fulgt af allopatrisk artsdannelse, se art. Fylogenetisk biogeografi var oprindelig baseret på den klassiske opfattelse, at spredning er den altafgørende faktor for etablering af udbredelsesarealer, men er senere modificeret til også at tage højde for vikarians. I kladistisk biogeografi bruges planters og dyrs udbredelsesarealer som grundelementer i hypoteser om forskellige land- eller vandmassers indbyrdes relationer, bl.a. deres geologiske placering gennem tiden og forekomsten af landforbindelser pga. lavere havniveau.

Lige meget hvilken af disse metoder man bruger, munder en historisk biogeografisk analyse ud i hypoteser om, hvilke begivenheder i Jordens historie der har været bestemmende for udbredelsesarealernes afgrænsning. Således kan udbredelsen af mange europæiske dyre- og plantearter forklares som en følge af de pleistocæne istider. Men skal man forklare, hvorfor en bestemt gruppe af nærtbeslægtede arter findes i fx Sydafrika, det sydlige Sydamerika og i Australien, er det mest nærliggende at tolke udbredelsen som et resultat af kontinentaldrift, hvor et førhen sammenhængende landområde er blevet splittet op. Mesosaurer er nogle små øgler, der i Perm svømmede rundt i søer og floder i det nuværende Sydamerika og Sydafrika. Denne udbredelse kunne forklares ved, at de havde svømmet over ca. 5000 km hav, men en langt sandsynligere forklaring er, at de to landmasser dengang hang sammen som en del af superkontinentet Gondwana. Sådanne udbredelsesmønstre har været med til at underbygge teorien om kontinentaldrift, som oprindelig var stærkt kontroversiel.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig