bioethanol

Biobrændsel. Landmænd kan blive selvforsynende med miljørigtig bioethanol. MaxiFuels er et anlæg, der producerer bioethanol af fx halm.

.

Biobrændsel. Benzinselskaber vil i 2007 blive pålagt at tilsætte 2% bioethanol til al benzin og diesel. Procentsatsen vil gradvist blive hævet over de kommende år ud fra en målsætning om, at benzin og diesel i 2010 skal indeholde 6% bioethanol.

.

Bioethanol, ethanol produceret med henblik på at blive brugt som brændstof. Bioethanol produceres ved, at sukker fermenteres (forgæres) vha. gær. Det er samme proces, man bruger, når man producerer fx øl eller vin. Sukkerstofferne, som bruges til produktionen af bioethanol, kommer normalt fra to forskellige kilder. Anvendes letomsættelige sukkerkilder såsom stivelse og sucrose (sukker), betegnes bioethanolen 1. generation bioethanol; bruges sværtomsættelige sukkerkilder såsom plantecellevægge, betegnes den 2. generation bioethanol.

Meget af den bioethanol, der produceres i fx USA eller Brasilien, er 1. generation bioethanol. I USA bruges majs som sukkerkilde, mens Brasilien producerer store mængder bioethanol ved brug af sukkerrør. Den bioethanol, der produceres i Danmark, er 2. generation bioethanol med bl.a. halm som sukkerkilde. Direkte dyrkning af planter til 2. generation bioethanol regner man med vil blive en af de større kilder til bioethanol. Direkte dyrkning af såkaldt biobrændsel har den fordel, at man kan bruge jord, hvorpå der ikke kan dyrkes fødevarer.

Bioethanol benyttes bl.a. som brændstof, idet det tilsættes benzin. Op til 85% bioethanol tilsættes. Dette er især udbredt i Sydamerika. På baggrund af EU-lovgivning om bæredygtige biobrændstoffer har der siden 1. juli 2010 i Danmark været lovkrav om, at al benzin skal iblandes 5% bioethanol, dog ikke oktan 98. Biler, der er produceret til at køre på benzin, kan uden problemer køre på blandinger med 5% bioethanol. Større indhold kræver ændring af motoren og styresystemet. Mængden af bioethanol i benzin vil blive øget med tiden.

Anvendelse af bioethanol nedsætter transportsektorens CO2-udslip og forbruget af fossile brændsler. Se også energiafgrøder.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig