bilirubin

Bilirubin, gulorange galdefarvestof, som er et nedbrydningsprodukt af især hæmoglobin, myoglobin og cytochromer, og som dannes, når en celle henfalder. Dannelsen af bilirubin foregår især i knoglemarv og i milten. Bilirubin bundet til albumin transporteres med blodet til leveren. I leveren omdannes det til bilirubin-diglucuronid, der udskilles med galden.

Faktaboks

etymologi:
Ordet bilirubin kommer af latin bilis 'galde' og afledn. af ruber 'rød'.

Gulsot ses ved forøget koncentration af bilirubin eller bilirubin-diglucuronid i blod. Det kan skyldes forøget hæmolyse, nedsat evne til udskillelse af bilirubin i leveren, fx pga. leversygdom, eller nedsat udskillelse af galde pga. galdegangslukning.

Hos nyfødte ses ofte en forbigående gulsot, som skyldes, at leverens evne til at danne bilirubin-diglucuronid ikke er fuldt udviklet. Ved forhøjet bilirubin i blod kan det optages i centralnervesystemet og medføre varige skader.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig