Dronning Margrethe i guldkaret d. 4. januar 2017
Dronning Margrethe i guldkaret d. 4. januar 2017
Af /Ritzau Scanpix.

Biløber er en stilling ved hoffet, som er tilknyttet Staldetaten. Biløberen beskæftiger sig i dag med pasning af kongehusets heste samt bistår ved ridning og ceremoniel karetkørsel.

Faktaboks

Etymologi

Det første led i ordet biløber kommer af nedertysk bi 'ved siden af'.

Løbere ved karetkørsel

Oprindelig skulle biløberens titel forstås bogstaveligt. Frem til omkring år 1900 havde biløberen til opgave at løbe ved siden af den kongelige karet og de forspændte heste, når kongefamilien lod sig transportere. Biløberen fungerede som en ekstra sikkerhed og en markering af, at betydningsfulde passagerer kom kørende.

Biløberen i dag

I dag løfter statens sikkerhedsfolk opgaven med at beskytte kongefamilien, heriblandt under ceremoniel karetkørsel. Biløbere løber derfor ikke længere ved siden af kareten, men er placeret enten bag på kareten som vogntjenere eller på hestene som forridere. Ved dronningens traditionsrige årlige karettur i Christian 8.s guldkaret fra 1840 i forbindelse med nytårskuren ses biløberen normalt bag på kareten.

Der er i dag ansat fire biløbere i Staldetaten, der desuden tæller staldmester, kusk, livkusk og medhjælpere.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig