bevidsthedsforstyrrelser

Bevidsthedsforstyrrelser, ændringer i opmærksomhedsfunktioner, evt. ledsaget af ændringer i sansning, tænkning, hukommelse og adfærd. Tilstanden kan skyldes organiske (legemlige) sygdomme eller psykologiske reaktioner; ofte optræder begge mekanismer samtidig. Der er ændringer i vågenhedsgraden, oftest begyndende som lette udsving i opmærksomheden, man "taber tråden". Den svækkede opmærksomhed fører til mistydninger (illusioner) og vrangforestillinger. Der optræder helt eller delvist hukommelsestab, og den syge mister orienteringen, især vedrørende tid og sted. Tilstanden kan ledsages af tegn på delirium. Afhængig af årsagsforholdene kan symptomerne veksle fra time til time.

Hyppigst er bevidsthedsforstyrrelser led i en organisk sygdom, fx alkoholabstinensreaktion, alvorlig infektion, blødning i eller omkring hjernen, hovedbeskadigelse, hjernesvulst, medicinske sygdomme i lever, nyrer eller lunger samt forgiftning.

Hos ældre forekommer ofte tilfælde, hvor ellers banale sygdomme udløser symptomerne, som forværres pga. svigtende sansefunktioner, angst for fremtiden og manglende erkendelse af omverdenens hensigter. De psykologisk udløste (reaktive) tilfælde af bevidsthedsforstyrrelser kaldes dissociative reaktioner; her sker et svigt i integrationen af hukommelse, oplevelse af egen kropslig og psykisk identitet og aktuelle følelser. Efter et alvorligt psykisk traume (ulykke, nærtståendes pludselige død, familiens opløsning, brand, fallit) kan det ses, at den pågældende bliver uopmærksom, kredser om bestemte emner eller virker rådvild. Dette er udtryk for, at den syge fraspalter (dissocierer) ubærlige dele af bevidstheden. Der er forbigående hukommelsestab vedrørende det psykiske traume. De reaktive bevidsthedsforstyrrelser kan give den syge et præg af trance, handlingslammelse (stupor), omflakken, undertiden med bizar, rodet adfærd.

En variant af reaktiv bevidsthedsforstyrrelse er Gansers syndrom, karakteriseret ved, at den syge besvarer spørgsmål så tæt ved det rigtige svar (taler forbi), at man fornemmer, at han må kende svaret. Det kan fx forekomme, at en patient svarer, at 3×3=8. Den pågældende vil oftest have andre tegn på reaktiv bevidsthedsforstyrrelse.

Sjældent forekommer alternerende eller multiple personligheder. Der er da tale om en bevidsthedsspaltning så gennemgribende, at patienten kan fremtræde med to eller flere adskilte personligheder, der har hver sin hukommelse, og som ikke eller kun vagt erkender hinandens eksistens.

Tilstande med præg af bevidsthedsforstyrrelser kan også forekomme ved mani, svær depression og ved skizofreni. Behandlingen hviler på fastlæggelse af årsagen. Alment behandles med beroligende lægemidler af stesolid-typen eller neuroleptika. Udsigten til helbredelse afhænger af årsagen. De psykologisk udløste tilfælde varer i reglen kun få dage.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig