Semantik er studiet af betydning. Det er den del af sprogvidenskaberne, der beskæftiger sig med forholdet mellem sprogligt udtryk og sprogligt indhold. I hvilken forstand peger ordet "hest" på et uden for sproget forekommende dyr?

Faktaboks

Etymologi
Ordet semantik kommer af græsk semantikos 'betydningsfuld, som indeholder betydning', afledning af semainein 'betegne, markere', af sema 'tegn'.
Også kendt som

betydningslære

Når læren om sproglig betydning først er etableret som videnskab i løbet af 1900-t. og især har øvet indflydelse efter ca. 1970, er det, fordi sprogets indholdsside traditionelt ikke har været klart afgrænset fra de ting i verden, som sproget henviser til: Ordklassen substantiver fik således sit navn, fordi disse ord blev opfattet som udtryk for "substantielle ting" ude i verden. Derfor oplevede man ikke noget behov for en særlig teori om, hvad ordene betød, og semantikken blev først aktuel på det stadium i videnskabshistorien, hvor sprogets forhold til virkeligheden for alvor blev problematiseret. Til gengæld blev semantiske spørgsmål betydningsfulde på en lang række områder, herunder psykologi, litteraturvidenskab og informationsteori.

Filosofisk og lingvistisk semantik

Udviklingen af semantik som selvstændig disciplin foregik i to forskellige traditioner: den filosofiske og den lingvistiske.

Den filosofiske semantik, hvor G. Frege og B. Russell er blandt grundlæggerne, tog udgangspunkt i spørgsmålet om sandhedsbetingelser som grundlag for logikken og koncentrerede sig derfor om analysen af referencerelationen mellem udsagn eller bestanddele heraf og verden; se reference. Derved blev interessen i filosofisk semantik rettet mod udtryk, som på systematisk måde påvirker udsagns sandhedsværdier, herunder især logiske operatorer som og, eller, ikke, kvantorer som alle, nogle samt prædikater over for argumenter, mens betydningen af "normale" ord blev taget for givet; se også prædikatslogik.

Lingvistikken

Inden for sprogvidenskaben tog semantikken derimod, ligesom grammatikken, udgangspunkt i ord og beskrev generelle betydningsrelationer, fx hyponymi om underbegreber og antonymi om modsætninger mv. Med strukturalismen, hvor bl.a. L. Hjelmslev var en hovedfigur, blev den lingvistiske interesse rettet mod systematiske betydningsmodsætninger, især dem, der er knyttet til centrale grammatiske begreber som kasus, tempus og aspekt. Endvidere interesserede man sig for bestemte, betydningsmæssigt sammenhængende dele af ordforrådet, såkaldte semantiske felter, med henblik på afklaring af mere abstrakte betydningsrelationer og komponenter, fx begrebet slægtskab, hvor fx "hankøn", "søskende til" og "afkom af" indgår i analysen af ordet nevø, og dyrenavne, hvor "hund" og "ikke udvokset" indgår i ordet hvalp, samt egenskaber med positiv og negativ pol som i modsætningsparrene høj/lav og god/ond. Sådanne betydningssammenhænge har vist sig brugbare til at beskrive de modsætninger, som betinger pointerne i litterære tekster, jf. La Sémantique structurale (1965) af A.J. Greimas.

Retninger i filosofisk semantik

Et væsentligt spørgsmål i filosofisk semantik har været, hvad der er sprogets mindste selvstændige, meningsbærende enhed. Traditionelt antages det at være navnet, men bl.a. den yngre Frege og den yngre Wittgenstein har hævdet, at et navn kun har mening i en sætningskontekst. Siden 1940'erne har mange filosoffer været tilhængere af semantisk holisme: De betragter mening som en egenskab ved en større sproghelhed, et sprogspil eller et helt sprog.

Det har også været diskuteret, om navne overhovedet har mening i streng forstand. Traditionen fra G. Frege går ud fra, at et navns mening svarer til en beskrivelse af det, navnet betegner, fx kan Frege betyde "grundlæggeren af den filosofiske semantik", mens en anden tradition, repræsenteret ved bl.a. S.A. Kripke, opfatter navne som en slags "etiketter", der er knyttet til deres "bærer" ved en kausalforbindelse. Man kan ifølge denne teori anvende navne korrekt, selvom man ikke er i stand til at beskrive det, som de betegner.

Generelt set kan man skelne mellem tre hovedretninger inden for den filosofiske semantik: En formel, hvor ordenes mening tages for givet, og hvor der fokuseres på relationerne mellem forskellige typer af sproglige udtryk; en mere erkendelsesteoretisk, som fokuserer på "meningsdannelsen", dvs. sammenhængen mellem mening og menneskelig erfaring; og endelig en praktisk, der ser mening som noget, der afhænger af de konkrete omstændigheder for sprogbrugen. Det sidste synspunkt fører ofte til en afvisning af, at man kan udarbejde en systematisk filosofisk semantik.

Formel semantik i lingvistikken

Semantikkens afgørende gennembrud i sprogvidenskaben fandt sted som en følgevirkning af den generative grammatiks opkomst omkring 1960 — tilsyneladende et paradoks, eftersom denne retning som udgangspunkt interesserede sig for syntaks, dvs. for kombinatoriske mekanismer, og ikke for betydning. Men pga. den generative grammatiks bestræbelser på at opstille kriterier til adskillelse af mulige og umulige sætninger blev det hurtig nødvendigt at inddrage en semantisk synsvinkel, og spørgsmålet om sproglig betydning blev et centralt led i den fortsatte sprogteoretiske forskning.

Efter nogle tidlige forsøg på at udvikle en specifik semantisk teori inden for generativ lingvistik fik det første større gennembrud for semantikken karakter af en massiv overtagelse af den formelle, logiske semantiks kategorier, dvs. kategorier baseret på sandhedsbetingelser og organiseret i matematiske systemer. Dette skete ikke mindst, fordi den formelle logiks kategorier var blevet raffinerede nok til at overvinde de mest iøjnefaldende vanskeligheder for en formal-logisk beskrivelse af naturlige sprog, bl.a. inspireret af den amerikanske logiker Richard Montague (1930-71). Skellet mellem sprogvidenskabelig og filosofisk semantik så derfor en tid ud til at være overflødiggjort.

Semantik og sprogbrug

Denne position blev imidlertid kritiseret både pragmatisk og kognitivt. På den pragmatiske front var det spørgsmålet om sprogbrugens rolle, der gjorde en rent sandhedsorienteret semantik problematisk; se pragmatik. I fortsættelse af den kritik, som Ludwig Wittgenstein i sin Philosophische Untersuchungen (udgivet posthumt i 1953) rettede mod et referencebaseret betydningsbegreb, blev det alment anerkendt, at det er sprogbrugen i sig selv, der giver sproglige udtryk betydning, og at man ikke kan fastlægge betydning forud for brug. Derfor måtte semantikken også inddrage det pragmatiske perspektiv, herunder ordenes status som middel til interaktion, i stedet for at begrænse sig til den "rene" referentielle semantik; se også talehandling.

Kognitiv semantik

På den kognitive front blev der sat spørgsmålstegn ved logikkens begrebsdannelse, der forudsatte, at tænkning beror på simple valg mellem to muligheder, og at en tredje mulighed er udelukket. Dvs. enten er man ungkarl eller ej, og ungkarl er man, hvis man opfylder sandhedsbetingelserne om at være et menneske af hankøn, voksen og endnu ugift. Men hvad med paven — er han ungkarl? Den tøven, de fleste vil udvise over for dette spørgsmål, peger på, at sproglig betydning ikke kan forstås alene i relation til en objektiv, præcist klassificerbar genstandsverden, men kræver samspil med en menneskelig erfarings- og begrebsramme — hvor paver og ungkarle tilhører to forskellige sammenhænge.

Dette erfaringsperspektiv viser sig også ved, at visse typer af ordbetydninger er særlig grundlæggende, fordi de afspejler såkaldte basiskategorier, fx stol og rød i modsætning til møbel og farve, der er overbegreber, og sækkestol og postkasserød, der er underbegreber hertil. Basiskategorierne, der er belyst i forskning om prototypeteori af bl.a. den amerikanske psykolog Eleanor Rosch (f. 1938), er kendetegnet ved en kompleks organisering af betydning, hvor man typisk kan udskille en prototypisk betydningskerne: Det er lettere at angive farven "typisk rød" end at sige præcis, hvor grænsen går mellem en farve, der er (lidt) rød, og en, der (slet) ikke er det. Over- og underbegreber er simplere end prototypebegreber, fordi de er defineret i forhold til specifikke enkeltegenskaber. En konsekvens af det menneskelige perspektiv er også betydningsfænomener som metaforer, fx "tiden flyver", og metonymi, fx "en varm trøje", der ikke selv har en høj temperatur, men gør sin bærer varm.

Mod et samlet overblik?

Lingvistikken er ikke nået frem til en alment anerkendt syntese af de forskellige perspektiver på semantikken. Der er dog tendenser til at integrere den filosofiske semantiks interesse for almene principper med sprogvidenskabens fokus på sprogs strukturforskelligheder. Derved er det blevet muligt at nærme sig et helhedssyn på semantikken ved at anskue den som opdelelig i en række semantiske domæner, der både kan karakteriseres i almene vendinger og tage form af forskellige strukturelle varianter.

Datalogi

Semantik i datalogi er beskrivelse af betydningen (denotation) af de syntaktiske elementer i et programmeringssprog. En semantisk beskrivelse skal give en utvetydig definition af adfærden af programmer i sproget. En sådan utvetydig definition gør det muligt at flytte et program fra en computer til en anden uden ændring af dets adfærd. Et andet formål er at kunne analysere programmers adfærd; metoder fra semantik kan herigennem gøre det muligt at udføre automatisk verifikation af programmer.

En semantisk beskrivelse må selv benytte sig af et sprog, metasprog, hvis semantik skal være utvetydig. Tidligere, fx ved definitionen af Algol, benyttede man især engelsk som metasprog, men selv med et meget omhyggeligt ordvalg er der flere muligheder for fortolkning af en tekst, og derfor anvender man nu formel semantik, dvs. en tilgang til semantik baseret på matematik og logik.

Inden for datalogisk forskning er der flere tilgange til semantik. Såkaldt operationel semantik beskriver de skridt, et program gennemløber, og betydningen defineres vha. en abstrakt maskine, der kan udføre sætninger i sproget.

En anden tilgang er denotationel semantik, som definerer betydningen af et program som et element i et såkaldt semantisk domæne. Denotationel semantik anvender ofte bl.a. begreber fra lambdakalkyle.

En tredje tilgang er aksiomatisk semantik, der opstiller logiske aksiomer for programsætninger og afleder betydningen af sammensatte programmer vha. logiske slutningsregler.

Disse tilgange er ikke rivaler, men er velegnede til at beskrive forskellige fænomener. Der findes da også en række matematiske resultater, der viser at de tre tilgange er ækvivalente, dvs. har samme udtrykskraft.

Semantik for programmeringssprog er et meget aktivt forskningsområde og har ført til en lang række anvendelser inden for verifikation af software og konstruktion af oversættere.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig