Betinget tiltalefrafald er anklagemyndighedens undladelse af at forfølge en påtale i en straffesag, hvor den mistænktes skyld anses for bevist, men straf ikke findes påkrævet. Afgørelsesformen anvendes oftest over for personer under 18 år og er knyttet til vilkår — fx tilsyn af de sociale myndigheder. Den tiltalte skal aflægge uforbeholden tilståelse i retten, og denne skal godkende vilkårene. Et betinget tiltalefrafald fremgår af straffeattesten i en periode af to år. Se også tiltalefrafald.