berlinerblåt

Berlinerblåt blev første gang fremstillet i Berlin i 1704; det var de tidligere kendte blå pigmenter overlegent både mht. pris og tekniske egenskaber og var fra midten af 1700-tallet det mest anvendte blå farvestof.

Som en af de mest betydningsfulde tilføjelser til kunstnernes farver i det 18. århundrede blev berlinerblåt en markør for kemikernes nye rolle i udviklingen af kunstnermaterialer. Nogle af de tidligste eksempler på brugen af berlinerblåt i Danmark findes i Hendrik Krock og Benoît Le Coffre's store loftsmalerier på Frederiksberg Slot.

Imidlertid har naturvidenskabelige undersøgelse af malerier af kunstnere som C.W. Eckersberg og Christen Købke afsløret, at berlinerblå, blandet med blyhvidt og calciumcarbonat, i en række tilfælde har forårsaget en voldsom blegning eller falmning på grund af lysets nedbrydning. Et dramatisk eksempel herpå er farveændringerne i Købkes maleri Udsigt fra Dosseringen ved Sortedamssøen mod Nørrebro fra 1838, hvor søens vand er blevet rødt, da den berlinerblå, der var blandet med et rødt pigment, falmede, så kun den røde i dag er synlig. Himlen er i dag også blegere end den knaldblå sommerhimmel, som kunstneren malede.

Pigmentet er bestandigt over for syrer og anvendes sammen med alle bindemidler undtagen kalk, idet farven ødelægges af selv svage baser. Berlinerblåt finder stadig anvendelse, men er siden 1970'erne ofte erstattet af ftalocyaninpigmenter.

Berlinerblåt blev siden 1842 brugt til cyanotypier, som var en tidlig form for fotografi og forløberen for blåtryk (blueprint).