bemba

Bemba, bantutalende folk i det nordlige Zambia og det sydlige Den Demokratiske Republik Congo. Det traditionelle bembasamfund er inddelt i 40 matrilineære klaner med den styrende magt hos krokodilleklanen. Bembaerne ernærer sig hovedsagelig ved agerbrug, men en stor del af den mandlige befolkning arbejder i minerne i Kobberbæltet.

Bantusproget bemba tales af ca. en fjerdedel af befolkningen i Zambia, hvor det bruges i skoler og administration og som et vigtigt handelssprog; bemba tales endvidere af mindre grupper i Den Demokratiske Republik Congo og Tanzania.

Historie

Bembafolket menes at være indvandret fra Lubariget i den sydlige del af det nuværende Den Demokratiske Republik Congo. I 1600- eller 1700-t. etableredes et rige, Bembariget, der bestod af flere høvdingedømmer. Disse var knyttet sammen under en overhøvding, chitimukulu, der sikrede sig loyalitet i kraft af sin rituelle position og ved slægtskabsbånd. Riget ekspanderede i 1800-t. pga. en voksende elfenbens- og slavehandel, indtil det på sit højeste ca. 1880 omfattede høvdingedømmer spredt ud over et område fra Bangweulusøen i sydvest til et stykke syd for Tanganyikasøen i nord. Under det britiske styre i 1900-t. mindskedes dets betydning. Bembaerne har dog spillet en væsentlig politisk rolle i den zambiske nationalistbevægelse og efter landets uafhængighed i 1964. Chitimukuluinstitutionen findes stadig, men har ikke samme politiske betydning som tidligere.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig