Begrænsertrin, limiter, elektronisk kredsløb, som begrænser et elektrisk signals amplitude. Benyttes fx i radiomodtagere til at udjævne amplitudevariationer i et modtaget signal. Anvendes også foran andre kredsløb for at beskytte disse mod for store signalniveauer. Begrænsertrin opbygges med ulineære komponenter, fx dioder, og kan alt efter konstruktionen udføre en "blød" begrænsning, som ikke ændrer signalformen væsentligt, eller en "hård" begrænsning, som klipper signalet ved en given amplitude (spidsværdibegrænsning).