bedrageri

Bedrageri, berigelsesforbrydelse, hvorved der ved svig opnås en uberettiget gevinst. Den bedragne (besvegne) vildledes til at foretage eller undlade at foretage en disposition og påføres dermed tab for sig selv eller andre — fx ved at betale overpris for en kopi, som sælger urigtigt hævder er et originalt Rembrandt-maleri. Også den blotte bestyrkelse eller udnyttelse af en vildfarelse kan være bedrageri.

Typiske former for bedrageri er forsikringsbedrageri (assurancesvig) og checkbedrageri (checksvig) samt socialbedrageri, hvor bedrageren ved at vildlede socialforvaltningen uberettiget opnår socialhjælp.

En anden udbredt form for bedrageri er kreditbedrageri, hvor bedrageren ved at give urigtige oplysninger om sin økonomi, sit firmas regnskab e.l. uberettiget opnår kredit. Komplicerede tilfælde af bedrageri indgår ofte i økonomisk kriminalitet.

Se også mandatsvig og datakriminalitet.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig