Batat
I blomst afslører bataten (Ipomoea batatas), at den hører til snerlefamilien.

Batat er en stivelsesplante i snerlefamilien. Den stammer oprindelig fra Mexico og videre ned gennem Mellemamerika til Venezuela, Colombia og Ecuador, men dyrkes i dag overalt i troperne og subtroperne.

Faktaboks

Etymologi
Ordet batat kommer af spansk batata, vistnok et haitiansk ord.
Også kendt som

Ipomoea batatas, sød kartoffel, sweet potatoe.

Det er en flerårig, krybende, meterlang urt med hjerte- til pilformede blade og store tragtformede, purpurfarvede, rød- eller hvidlige kroner. De opsvulmede tenformede stængelknolde er hvide, gule eller rødlige og på størrelse med kartofler. De er saftigere end kartofler og har en udpræget sød smag; indeholder 60-85 % vand, 2-34 % sukker og 8-22 % stivelse.

Batat formeres vegetativt, den er hurtigtvoksende og let at dyrke. Batat stammer fra Mellemamerika, og dyrkes i dag mest til selvforsyning i tropiske egne, hvor årsnedbøren er mere end ca. 100 cm.

Knoldene spises kogte eller stegte eller anvendes til fremstilling af mel, stivelse, sirup og alkohol.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig