barometer

Barometer, instrument til måling af atmosfærisk lufttryk. Findes i to typer: kviksølv- og aneroidbarometer. E. Torricelli konstruerede et kviksølvbarometer i 1643. Det betår af et lufttomt glasrør, som er lukket foroven. Den åbne ende er neddykket i en beholder med kviksølv. Atmosfærens vægt (lufttrykket) på kviksølvoverfladen i beholderen presser kviksølvet op i glasrøret, og kviksølvsøjlens højde kan aflæses — oprindelig i enheden mm Hg ("millimeter kviksølvsøjle"). Enheden er i meteorologien afløst af hPa (hektopascal), hvor 760 mm Hg (1 atm) = 1013,25 hPa.

Faktaboks

etymologi:
Ordet barometer kommer af baro- og -meter.

Et aneroidbarometer består af en eller flere tyndvæggede og næsten lufttomme metaldåser. Luftens tryk indvirker på dåsens tynde sider, hvis bevægelse overføres til en viser. Denne type kaldes også skibsbarometer. Kviksølvbarometret kaldtes tidligere for vejrglas, fordi kviksølvsøjlens højde varierer med skiftende vejr.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig