barnedrab

Artikelstart

Barnedrab, en mors drab på sit barn under eller straks efter fødslen. Barnedrab var tidligere meget udbredt — fortrinsvis blandt ugifte tjenestepiger, som ikke så anden udvej efter at være blevet svigtet af barnefaderen. De almindeligste metoder var kvælning, drukning eller ren passivitet. De store praktiske og økonomiske vanskeligheder, der var forbundet med at opfostre "uægte" børn, blev langt op i 1900-t. forstærket af samfundets moralske fordømmelse af ugifte mødre. Først kirken og senere det verdslige retssystem håndhævede strenge sanktioner mod "letfærdige Qvindfolk", der lod sig besvangre. Fødte de i dølgsmål, eller dræbte de barnet, var straffen ifølge loven indtil 1866 halshugning og hovedet sat på en stage. Fra midten af 1700-t. blev en del af de dømte kvinder benådet til indsættelse i tugthus på livstid. Fra 1866 til 1930 kunne der idømmes strafarbejde på livstid, men i praksis var straffen lavere. Ikke alene et ændret menneskesyn, men også bekymring for lav befolkningstilvækst og mangel på arbejdskraft lå bag sociale reformer og ændring af straffereglerne.

Straffelovens § 238 giver mulighed for idømmelse af fængsel i op til fire år. Der er kun få sager årligt, og de ender som regel med opgivelse af påtale eller betinget dom. Efter 2. Verdenskrig har muligheden for prævention og abort medvirket til at gøre barnedrab sjældent.

Barnedrab er et eksempel på en forbrydelse, der ikke kunne bekæmpes med strenge straffe, men blev det med fundamentale ændringer i kvinders livsvilkår.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig