bark

Bark, omfatter det væv, der ligger uden for vækstlaget i træers og buskes stammer, grene og rødder. Bark beskytter de underliggende væv mod udtørring og fungerer som et varmeisolerende lag, hvilket fx har betydning i forbindelse med skovbrande. Bark kan have et stort indhold af garvestof, fx hos eg, og kan bruges til garvning af læder. Birkebark har bl.a. været brugt til æsker, kurve og til at skrive på (se birkebarkbreve), og korkegens bark anvendes til bl.a. propper.

I bark indgår mange vævstyper: overhud (epidermis), primærbark (cortex), periderm og sivæv (phloem). Hos unge planter er overhuden det yderste, beskyttende lag, og derunder findes primærbark. Allerede inden udgangen af plantens første vækstperiode udsættes overhud og primærbark for tiltagende spændinger, da stængler og rødder vokser i tykkelse, og overhud og den primære bark sprænges. Forinden er der til erstatning udviklet en periderm, som består af et vækstlag, der udefter danner korkceller og indefter danner parenkymceller (se parenkym). Der er ikke luftrum mellem korkcellerne, og i cellevæggene indgår et fedtagtigt stof, suberin; derfor er kork uigennemtrængelig for luft og vand. Oftest dannes der senere peridermer dybere og dybere i barken. Rhytidom eller yderbark er betegnelsen for disse lag samt de væv, der ligger imellem.

Den inderste, sidst dannede periderm danner grænsen mellem den døde yderbark og den levende inderbark. Transport af organisk stof finder sted i inderbarken, som består af sekundært sivæv dannet af vækstlaget. Ved ringning af træer, fx i forbindelse med udtynding af beplantninger, afskæres hele vejen rundt om stammen en ca. 5 cm bred barkring helt ind til vækstlaget. Derved afbrydes forbindelsen i sivævet; træet dør og udtørrer på roden inden evt. fældning.

Peridermernes udformning er afgørende for barkens struktur. Hvis den først dannede periderm fungerer i mange år, fås en glat bark, som fx hos bøg. Unge birketræers karakteristiske hvide bark skaller let af i store flager, fordi der i begyndelsen af året dannes store, tyndvæggede korkceller, efterfulgt af mindre, tykvæggede celler. Ringbark dannes, når nye peridermer opstår som cylindre hele vejen rundt om stammen inden for de gamle peridermer, som fx hos vin og klematis. Skælbark fås, når skålformede peridermer dannes inden for de gamle; skålens bund vender indad mod stammen, og skålens kant vil afskære partier af barken, som efterhånden vil løsne sig som skæl; dette ses fx hos fyr og gran. Skorpebark med længdegående dybe furer ses på stammer af bl.a. elm, ask, eg og ældre birketræer.