Baraka er ifølge Koranen den velsignelse, som Gud har ladet mennesket modtage bl.a. gennem de profeter, han med mellemrum har sendt til menneskeheden. Baraka betyder 'velsignelse' på arabisk.

På det folkereligiøse område er det overalt i den islamiske verden en udbredt tro, at personer med særlige evner besidder baraka, der er en speciel kraft, som gennem berøring kan overføres og dermed hjælpe folk til at opnå det, de gerne vil: Kvinder kan føde børn, syge blive raske o.l.

Islamiske teologer har gennem historien igen og igen vendt sig mod almindelige muslimers tro på hellige mænds og hellige kvinders baraka, men uden held. Steder, hvor særlig kendte personer med stor baraka er stedt til hvile, valfartes der stadig til med det mål for øje, at afdødes baraka skal hjælpe den besøgende.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig