bankvæsen - strukturtilpasning

Artikelstart

Bankvæsen - strukturtilpasning, Bankvæsenet i Danmark bestod ultimo 1993 af i alt 212 registrerede banker og sparekasser. Hertil kom yderligere otte filialer af udenlandske pengeinstitutter. Kun 112 pengeinstitutter havde en balance på 100 mio. kr. og derover. Ud over banker og sparekasser fandtes et begrænset antal meget små selvstændige andelskasser, drevet som lokale foreninger.

Ved en strukturtilpasning, som navnlig er foregået ved fusioner af lokale og regionale pengeinstitutter og større pengeinstitutter, har antallet af danske pengeinstitutter i de seneste årtier været i stadig tilbagegang.

I 1990 brød en række omfattende fusioner imidlertid denne tendens, idet fusionerne som noget helt nyt også fandt sted mellem de største banker og sparekasser. Størrelsesforskellen mellem de største pengeinstitutter og de øvrige voksede dermed betydeligt. Det største pengeinstitut tegnede sig således i 1993 for 32% af den samlede balance i sektoren; det svarer til de tre daværende hovedbankers andel af den samlede balance i 1980. I 1993 tegnede Den Danske Bank, Unibank og Bikuben sig for 66% af pengeinstitutternes samlede balance.

Parallelt med sammenlægningerne har flere pengeinstitutter erhvervet mere eller mindre betydelige gensidige ejerinteresser i hinanden. Tidligere måtte et pengeinstitut kun eje op til 30% af aktiekapitalen i et andet pengeinstitut, men denne begrænsning blev ophævet 1.1.1991. Strukturtilpasningen i det danske bankvæsen har i forhold til den internationale udvikling ført til en bemærkelsesværdig høj koncentration.

Efter 2. Verdenskrig var de danske finansielle markeder og virksomheder afskærmet over for international konkurrence. Samtidig eksisterede der frem til 1973 konkurrencebegrænsende aftaler om indlåns- og udlånsrenter bankerne imellem.

Pengeinstitutternes risikotagning var begrænset og indtjeningen ret sikker. Indtil midten af 1980'erne var egentlige kriser usædvanlige. Hvis et pengeinstitut undtagelsesvis kom i økonomiske vanskeligheder, førte branchens selvjustits til, at det blev overtaget af et andet pengeinstitut, uden at kunderne led økonomiske tab.

Det er afgørende for offentlighedens tillid til banker og sparekasser, at kunderne til hver en tid er sikre på at kunne hæve deres indestående. Usikkerhed kan føre til, at alle kunder for en sikkerheds skyld ønsker at hæve straks, hvorved der opstår "run på banken". Dette forekom et par gange i Danmark i begyndelsen af 1990'erne, hvilket førte til øjeblikkelig garantistillelse fra Nationalbankens og de største bankers side.

Siden midten af 1980'erne er en række pengeinstitutter kommet i vanskeligheder. Nævnes kan Kronebanken i 1984 og 6. juli Banken i 1987; begges problemer løstes ved, at de hver især blev overtaget af et andet pengeinstitut, og kunderne led ikke tab.

6. juli Bankens krise gav imidlertid anledning til, at Indskydergarantifonden blev oprettet. Fonden, der finansieres af pengeinstitutterne, dækker inden for visse grænser (250.000 kr. for almindelige indlån) kundernes tab, hvis et pengeinstitut kommer i vanskeligheder.

Fonden trådte første gang i funktion, da C&G Banken i 1987 anmeldte betalingsstandsning og senere gik konkurs. I C&G Banken var der derfor også kunder, som led tab, da de havde større indlån, end der kunne dækkes af Indskydergarantifonden.

Siden har der været flere tilfælde, hvor et pengeinstitut er kommet i økonomiske vanskeligheder, og hvor problemerne ikke har kunnet løses inden for branchen.

Læs mere om forskelle mellem banker og sparekasser.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig