Bankospil, (af ital. banco, se bank), spil, hvori deltagerne køber spilleplader med fortrykte tal (evt. symboler som billedlotteri). Lederen af spillet udtrækker tilfældigt numre, som råbes op, og spillerne afkrydser de udtrukne numre på deres plader. Den første, som får en vandret talrække eller alle numrene afkrydset, har gevinst og råber banko! (eller bingo!). Bankospil benævnes ofte efter gevinsterne, fx andespil, flæskespil eller varespil. Bankospil på faste steder og ugedage kan udvikle sig til folkeforlystelser af stor social betydning for spillerne, der ofte udvikler en indbyrdes jargon og skaber en særlig atmosfære.