ballet - scenografi og kostumer

Ballet. Fredbjørn Bjørnsson skabte i 1969 ballethistorie med sin fremstilling af den generte trold Viderik i Bournonvilles Et Folkesagn. I samme forestilling fik Sorella Englund sit gennembrud som Hilda, pigen fra herregården, der som barn blev stjålet og voksede op hos troldene.

.

Ballet. August Bournonvilles første ballet over et historisk dansk emne var Valdemar, som havde premiere på Det Kgl. Teater i 1835. Billedet, der er fremstillet som en blanding af fotografi og maleri, viser en scene fra første akt. Det stammer fra Minder fra Theaterverdenen, udgivet 1881-83 af August Westrup og Ernst Bojesen.

.

Ballet. Balanchine ændrede balletten Apollon Musagetes i årenes løb. I den seneste version erstattede han slutscenen, hvor Apollon og muserne vandrer mod Olympen, med denne gruppe, som er fotograferet ved New York City Ballets gæstespil i Tivoli i København 1980. Ib Andersen er Apollon. Hans tre muser er Suzanne Farrell, Kyra Nichols og Karin von Aroldingen.

.

Ballet. Léon Bakst fornyede 1900-t.s balletscenografi med et dristigt farvevalg, der spillede i det varme og sensuelle. Denne kostumeskitse til en bakkantinde er fra Mikhail Fokins ballet Narcisse (1911), hvor koreografien var inspireret af græske skulpturer og vasemalerier.

.

Ballet. Scene fra Flemming Flindts Dødens Triumf med musik af Thomas Koppel. Premieren fandt sted på tv i 1971. Året efter blev dansedramaet overført til Det Kgl. Teater, hvor det skabte sensation med sin hudløse ekspressivitet og nogle få, stærkt opreklamerede nøgenscener. Billedet fra tv-versionen viser scenen Det isolerede hus, hvor husets herre for at undgå døden lader sig oversprøjte med desinficerende væsker.

.

Ballet - scenografi og kostumer, Som teatralsk kunstart er balletten knyttet til teatret og dets brug af dekorationer, kostumer, maskineri og belysning. Renæssancens hofunderholdninger, der sammenfattede sang, dans, deklamation og visuelle effekter, arbejdede med en illusionistisk gengivelse af perspektiver, hvori man placerede sindrige allegorier.

En skarpere defineret og selvstændig balletscenografi træffer man i forbindelse med den etablerede dansekunst i 1600-t.s anden halvdel, hvor den italienske Bibiena-families opfindsomme og pragtbetonede perspektiviske scenebilleder markerede et højdepunkt i barokkens scenografi. Den franske rokoko tilførte ballettens scenebillede en rigdom af detaljer i skildringen af det eksotiske og pastorale. De nyklassiske strømninger i 1700-t.s sidste årtier forenklede scenebilledet i overensstemmelse med periodens sans for det ordnede.

Med romantikkens indmarch i fransk teater omkring 1830 blev empirens stil blødgjort, og en præcision af det realistiske over for det fantastiske satte ind med Pierre Cicéris berømte månebeskinnede klosterdekoration til nonnernes dans i operaen Robert le Diable (1831). Her og senere i Cicéris skovdekoration til La Sylphide (1832) finder det romantiske scenebillede sin form, hvad angår dekorationer, kostumer og lyseffekter.

Virkemidlerne blandes. Det overnaturlige i den blå grotte i Bournonvilles Napoli (1842) fremstilles således med realistiske og eksotiske elementer tilsat lokalkolorit, samtidig med at scenebillederne i 1. og 3. akt har hentet inspiration fra det samtidige genremaleri.

Slægtskabet mellem en periodes billedkunst og scenografi understreges kraftigt i årene efter 1900, da Les Ballets Russes fornyede hele scenebilledet ved at engagere kunstnere som Picasso og Matisse til at lave dekorationer og kostumer, ligesom Diaghilevs husscenografer Léon Bakst og Alexandre Benois skabte fantasifulde dekorationer og detaljerige kostumer, der både brød med den traditionsrige perspektiviske illusion og frigjorde farveanvendelsen. I det unge Sovjetunionen fik konstruktivismen betydning, og med den modne Balanchines handlingsløse mesterværker blev det almindeligt med det tomme scenerum uden dekorationer og med kostumer, der indskrænkede sig til trikot.

Netop ballettens abstrakte eller symbolske karakter har betydet, at scenebilledet, der indrammer dansen, ofte har været mere frigjort fra det realistiske, end tilfældet er inden for opera og skuespil.

Dansk balletscenografi i 1900-t. markeredes af interessant modernisme med fx Kjeld Abells scenografier til Balanchines balletter i 1930'erne. Fra midten af 1980'erne til sin død i 1994 vandt scenografen Jens-Jacob Worsaae (f. 1946) international anerkendelse, ligesom det vakte opsigt, at dronning Margrethe i 1991 skabte dekorationer og kostumer til Bournonvilleballetten Et Folkesagn. Nyere balletscenografi skabes ofte via lys og videoprojektioner.

Læs videre om balletkostumet.

Læs også om ballettens historie og teknikker.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig