Bad. Senmiddelalderlig badstue. Illustration til Valerius Maximus Facta et dicta memorabilia, ca. 1470. Staatsbibliothek, Berlin.
Mennesket har altid badet, dels af hygiejniske og sociale grunde, dels af religiøse (renselse) og endelig af medicinske grunde (kurbad).
Mineralske og varme kilders helbredende virkning blev tidligt erkendt, og kurbade blev udviklet af græske læger og yderligere udbygget i romersk tid. Men primært blev badet brugt af renlighedsgrunde, og der blev tidligt indrettet badeværelser i private huse og paladser.
De første offentlige bade blev bygget af oldtidens grækere og indeholdt badekar til varmt vand. Desuden havde mænd og drenge mulighed for kolde afvaskninger i et gymnasion. Det var dog romerne, der skabte de omfangsrige badeanlæg med mange funktioner, som bl.a. kendes fra de store termer i Rom. Den romerske bademetode byggede på glidende temperaturovergange og blev udviklet takket være et kompliceret varmesystem, hypocaustsystemet, der blev opfundet netop i Italien.
De romerske anlæg indeholdt rum til omklædning (apodyterium) og til akklimatisering og oliering (tepidarium); desuden varmt karbad i fælleskar (caldarium), koldt karbad (frigidarium) og svedebad (sudatorium). De romerske offentlige bade havde central betydning i samfundet. Man kom der dagligt og tilbragte lang tid — op til et par timer — ikke kun med at bade, men også med let sport, med at spise og drikke og med socialt samvær. Det var billigt at gå i bad, af og til endda gratis. Mænd og kvinder kunne bade samtidig eller adskilt på forskellige tider af dagen; desuden fandtes der separate kvinde- og mandebade.
Da de romerske badeanstalter var afhængige af en stabil vand- og brændselsforsyning og dyre at opretholde, forsvandt de fra Vesteuropa ved Romerrigets opløsning. De levede dog videre i de islamiske bade og mere beskedent i forbindelse med kirker og klostre.
Bad. Viggo Johansen Børnene vaskes; olie på lærred, 1888; Ordrupgaardsamlingen i København. Det var op til 1950'erne ikke ualmindeligt, at børnevask foregik i en balje i køkkenet.
I middelalderen var badet en del af dagligdagen på land og i by, om end privatbad var sjældent. På borge og i klostre var der badstuer for beboere og gæster, og i byerne fandtes offentlige badstuer, hvor badstuekvinder og -mænd ud over bad tilbød kure mod sår, hudsygdomme og fra ca. 1500 syfilis i konkurrence med bartskærerne. Mad og drikke kunne også fås.
Svenskeren Olaus Magnus fremhæver nordboernes store renlighed og kyskhed i sin historie om de nordiske folk fra 1555. Hvert køn badede for sig. I Flensborg vedtog man i 1295, at kvinder skulle bade mandage og torsdage, og mændene de øvrige dage. Badede nogen sammen med det modsatte køn, mistede vedkommende sine klæder.
En yndet form for godgørenhed var sjælebad, dvs. at en person gav penge, så fattige kunne få et bad til gavn for giverens sjæl. Badstuerne fik siden, nogle steder fortjent, ry for at være skalkeskjul for ulovlige stævnemøder. I 1500-t. bredte syfilis sig i Europa og førte sammen med reformatorernes prædikener mod tidens umoral til lukning af de offentlige badstuer og dermed til et fald i den hygiejniske standard.
Frem til slutningen af 1800-t. var den daglige personlige hygiejne normalt begrænset til vask af ansigt og hænder direkte ved brønden eller indendørs ved et fad. En grundigere vask blev undertiden foretaget om lørdagen, hvor køkkenvasken eller et kar blev taget i brug, og her badede man efter tur. Siden bevirkede tidens nye viden om sammenhæng mellem sundhed og renlighed, at flere og flere bestræbte sig på at holde kroppen ren. Det blev almindeligt med servantesæt, og egentlige badeanordninger i boligen som fx brusebad kom til. Velhaverne i byerne indrettede badeværelser, undertiden i rum, som før havde haft anden funktion. De blev ofte forsynet med linoleum på gulvet, fritstående badekar og en badeovn, som opvarmede vandet med gas eller kul. Badeværelse med indlagt vand var muligt fra 1859, da det første vandværk åbnede i København.
Det var imidlertid et fåtal, som havde mulighed for at tage varmt bad i hjemmet, og derfor blev der indrettet skolebade, fabriksbade samt inden- og udendørs badeanstalter; den første blev åbnet i Odense 1859. Mange badeanstalters indretning og tilbud havde forbillede i antikken. Efterhånden som eget badeværelse blev mere almindeligt, nedlagde man badeanstalterne, eller de blev tilknyttet svømmehaller. I lejlighederne i de store sociale boligbyggerier blev det fra 1930'erne anset for helt nødvendigt med badeværelse. Disse var meget små, men havde oftest både bruser og badekar, evt. siddebadekar — og var indrettet i hvidt. I 1960'erne blev den kulørte sanitet introduceret, og badeværelsets indretning fik megen opmærksomhed. Med energikrisen, der for alvor satte ind i 1970'erne, har mange ændret badevaner, og det vandbesparende brusebad er blevet den mest almindelige badeform. I 1940 havde ca. 35% af de danske husstande adgang til bad, i 1993 92,8% og i 2012 97,8%.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.